Salmenes 109
1 Til songmeisteren; av David, ein salme. Min lovsongs Gud, teg ikkje!
Min Lovsangs Gud, ti ikke!
2 For dei hev late upp sin ugudlege og falske munn imot meg, dei hev tala imot meg med ljugartunga.
Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,
3 Med hatfulle ord hev dei kringsett meg og ført strid imot meg utan årsak.
og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.
4 Til løn for min kjærleik stod dei imot meg, endå eg berre bed,
Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.
5 dei hev lagt vondt yver meg til løn for godt og hat til løn for min kjærleik.
Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed.
6 Set ein ugudleg yver honom, og lat ein klagar standa ved hans høgre hand!
Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!
7 Når han vert dømd, lat honom ganga skuldig ut, og lat hans bøn verta til synd!
Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd!
8 Lat hans dagar verta få, lat ein annan få hans embætte!
Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede!
9 Lat hans born verta farlause og kona hans enkja!
Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke!
10 Lat hans born flakka ikring og beda seg, lat deim ganga som tiggarar frå sin øydelagde heim!
Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!
11 Lat okerkallen leggja snara um all hans eigedom, og framande plundra hans avling!
Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde.
12 Lat ingen finnast som hyser miskunn imot honom, og ingen som ynkast yver hans farlause born!
Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse!
13 Lat hans etterkomarar ganga til grunnar og deira namn verta utstroke i næste ættled!
Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!
14 Hans fedra skuld vere i minne hjå Herren, og syndi åt mor hans verte ikkje utstroki!
Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet!
15 Dei vere alltid for Herrens åsyn, og han rydje deira minne ut av jordi,
De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
16 av di han ikkje kom i hug å gjera miskunn, men forfylgde ein arm og fatig mann, og ein hjarteskræmd og vilde drepa honom.
fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
17 Han elska forbanning, og denne kom yver honom, han lika ikkje velsigning, og denne kom langt burt frå honom.
Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.
18 Han klædde seg i forbanning som sitt klædeplagg, og ho trengde som vatn inn i hans liv, og som olje i hans bein.
Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.
19 Lat henne verta honom til ei kåpa som han sveiper seg i, og til eit belte som han alltid bind um seg!
Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med.
20 Dette vere løni frå Herren åt mine motstandarar, og åt deim som talar vondt imot mi sjæl!
Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!
21 Og du, Herre, Herre, gjer vel imot meg for ditt namn skuld, etter som di miskunn er god, so berga meg!
Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
22 For arm og fatig er eg, og mitt hjarta er gjenomstunge i meg.
Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
23 Som ein skugge når han lengjest, kverv eg burt, eg vert jaga burt som ein grashopp.
Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe.
24 Mine kne er ustøde av fasta, og holdet mitt misser feita.
Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme.
25 Og eg hev vorte til spott for deim; når dei ser meg, rister dei på hovudet.
Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved.
26 Hjelp meg, Herre min Gud, frels meg etter di miskunn!
Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
27 so dei må kjenna, at dette er di hand, at du, Herre, hev gjort det.
at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det.
28 Dei forbannar, men du velsignar, dei stend upp, men vert skjemde, og din tenar gled seg.
Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes.
29 Mine motstandarar skal klæda seg i skjemsla og sveipa seg i si skam som i ei kåpa.
Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.
30 Eg vil takka Herren storleg med min munn, og midt imillom mange vil eg lova honom.
Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange;
31 For han stend på høgre sida åt den fatige til å frelsa honom frå deim som dømer hans sjæl.
thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
