Salmenes 107
1 Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
2 So segjer Herrens utløyste, som han hev løyst ut or naudi,
Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
3 som han hev sanka i hop frå landi, frå aust og frå vest, frå nord og frå havet.
og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
4 Dei for vilt i øydemarki, i vegløysa, dei fann ingen by til å bu i.
De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
5 Hungrige og tyrste var dei, deira sjæl vanmegtast i deim.
de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.
6 Då ropa dei til Herren i si naud, or deira trengslor fria han deim ut,
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.
7 og han førde deim på rett veg, so dei gjekk til ein by dei kunde bu i.
Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
8 Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni,
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
9 for han metta den tyrste sjæl, og den hungrige sjæl fyllte han med godt.
thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.
10 Dei sat i myrker og daudeskugge, bundne i stakarsdom og jarn,
De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;
11 av di dei hadde tråssa mot Guds ord og vanvyrdt råderne frå den Høgste.
thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
12 Og han bøygde deira hjarto med liding, dei snåva, og der var ingen hjelpar.
og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.
13 Då ropa dei til Herren i si naud, frå deira trengslor frelste han deim.
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
14 Han førde deim ut or myrker og daudeskugge, og deira band reiv han sund.
Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
15 Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni;
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
16 for han krasa koparportar og hogg sund jarnbommar.
thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
17 Dårar var dei for sin brotsveg, og for sine misgjerningar vart dei plåga.
De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
18 Deira sjæl vart leid av all mat, og dei kom nær til daudens portar.
Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
19 Då ropa dei til Herren i si naud; frå deira trengslor frelste han deim.
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
20 Han sende sitt ord og lækte deim og berga deim frå deira graver.
Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
21 Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
22 og ofra takkoffer og fortelja um hans verk med fagnad.
og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.
23 Dei som for ut på havet med skip, og som dreiv handel på dei store vatni,
De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
24 dei såg Herrens gjerningar og hans underverk på djupet.
de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.
25 Han tala og let det koma ein stormvind, og denne reiste havsens bylgjor.
Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
26 Dei for upp imot himmelen, dei for ned i djupi, deira sjæl miste modet i ulukka.
De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.
27 Dei raga og tumla som drukne, og all deira visdom vart til inkjes.
De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.
28 Då ropa dei til Herren i si naud, or deira trengslor førde han deim ut.
Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
29 Han let storm verta til stilla, og bylgjorne kringum deim tagna.
Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
30 Og dei vart glade då dei lagde seg, og han førde deim til den hamni dei ynskte.
Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.
31 Dei skal prisa Herren for hans miskunn og for hans under mot menneskjeborni
Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
32 og høglova honom i folkesamling og lovsyngja honom der dei gamle sit saman.
og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
33 Han gjorde elvar til ei øydemark og vatskjeldor til eit turrlende,
Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
34 fruktsamt land til ei saltheid, for deira vondskap skuld, som budde der.
et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
35 Han gjorde øydemark til innsjø og turrlende til vatskjeldor.
Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.
36 Og han let hungrige bu der, og dei bygde ein by til å bu i.
Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
37 Og dei sådde åkrar og planta vinhagar, og dei fekk grøda til å hausta.
Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.
38 Og han velsigna deim, og dei auka mykje, og av fe gav han deim ikkje lite.
Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.
39 So minka dei att og vart nedbøygde av trykk og trengsla og sorg.
Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.
40 Han som renner ut vanvyrdnad yver hovdingar og let deim villast i veglaus øydemark,
Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
41 han lyfte upp den fatige or vesaldomen og auka ætterne som ei hjord.
Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.
42 Dei ærlege ser det og gled seg, og all vondskap let att sin munn.
De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.
43 Den som er vis, han gjeve gaum etter dette, og dei må merke Herrens nådegjerningar.
Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
