Salmenes 106
1 Halleluja! Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!
Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!
2 Kven kann fullt ut nemna Herrens velduge verk, forkynna all hans lov?
Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?
3 Sæle er dei som tek vare på det som rett er, den som gjer rettferd til kvar tid!
Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
4 Herre, kom meg i hug med den godhug du hev for ditt folk, gjesta meg med di frelsa!
Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,
5 so eg kann skoda lukka åt dine utvalde, gleda meg med ditt folks gleda, rosa meg med din arv.
at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
6 Me hev synda med våre feder, me hev gjort ille, me hev vore ugudlege.
Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
7 Våre feder i Egyptarland agta ikkje på dine under, dei kom ikkje i hug dine mange nådegjerningar, men dei var tråssuge ved havet, ved Raudehavet.
Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
8 Men endå frelste han deim for sitt namn skuld, av di han vilde kunngjera si magt,
Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;
9 og han truga Raudehavet so det vart turt, og han let deim ganga gjenom djupi som på slette marki,
han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;
10 og han frelste deim frå hans hand som hata deim, og løyste deim ut or fiendehand,
han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;
11 og vatn gøymde deira motstandarar, ikkje ein vart att av deim.
Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;
12 Då trudde dei på ordi hans, då song dei hans lov.
da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
13 Men snart gløymde dei hans gjerningar, dei bia ikkje på hans råd;
Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
14 men dei fekk ein gir i seg i øydemarki, og dei freista Gud på den ubygde stad.
de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
15 Då gav han deim det dei vilde hava, men sende tærande sjukdom yver deira liv.
så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.
16 Og dei vart ovundsjuke på Moses i lægret, på Aron, Herrens heilage.
De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;
17 Då opna jordi seg og slukte Datan, og ho let seg att yver flokken åt Abiram,
Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
18 og det kveiktest eld på flokken deira, ein loge brende upp dei ugudlege.
Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
19 Dei gjorde ein kalv ved Horeb og tilbad eit støypt bilæte,
De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
20 og dei bytte burt si æra for bilætet av ein ukse som et gras.
de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;
21 Dei gløymde Gud, sin frelsar, som hadde gjort store ting i Egyptarland,
de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
22 undergjerningar i Khams land, skræmelege ting ved Raudehavet.
Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
23 Og han tenktest til å tyna deim, dersom ikkje Moses, hans utvalde, hadde kasta seg imillom for hans åsyn til å avvenda hans vreide, at han ikkje skulde øydeleggja.
Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.
24 Og dei vanvyrde det herlege landet, dei trudde ikkje ordet hans,
De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
25 og dei knurra i sine tjeld, høyrde ikkje på Herrens røyst.
men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
26 Då lyfte han si hand imot deim til å slå deim ned i øydemarki,
da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
27 og slå deira etterkomarar ned millom heidningarne og spreida deim kring i landi.
splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
28 Og dei batt seg saman med Ba’al-Peor, og dei åt av offer til dei daude,
De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;
29 og dei vekte harm ved si åtferd, og ei plåga braut ut millom deim.
de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.
30 Då stod Pinehas fram og heldt dom, og plåga stilltest;
Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,
31 og det vart rekna honom til rettferd frå ætt til ætt æveleg.
og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.
32 Og dei vekte vreide ved Meribavatnet, og det gjekk Moses ille for deira skuld;
De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;
33 for dei var tråssuge mot hans ande, og han tala tankelaust med sine lippor.
thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.
34 Dei øydelagde ikkje dei folki som Herren hadde tala med deim um,
De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
35 men dei blanda seg med heidningarne og lærde deira gjerningar,
med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;
36 og dei tente deira avgudar, og desse vart deim til ei snara,
deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
37 og dei ofra sine søner og døtter til magterne,
til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
38 og dei rende ut skuldlaust blod, blod av sine søner og døtter som dei ofra til Kana’ans avgudar, og landet vart vanhelga med blodskuld.
de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
39 Og dei vart ureine ved sine gjerningar og dreiv hor ved si åtferd.
de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
40 Då loga Herrens vreide upp imot hans folk, og han stygdest ved sin arv.
Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
41 Og han gav deim i handi på heidningar, og dei som hata deim, vart herrar yver deim,
han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
42 og deira fiendar trengde deim, og dei laut bøygja seg under deira hand.
deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
43 Mange gonger fria han deim ut, men dei var tråssuge og sjølvrådige, og dei kom reint i vesaldom for si misgjerning.
Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;
44 Men han såg til deim då dei var i naud, med di han høyrde deira klagerop.
dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
45 Og han kom i hug si pakt for deim, og han ynkast etter si store miskunn.
han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
46 Og han let deim finna miskunn hjå alle som hadde fanga deim.
han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
47 Frels oss, Herre vår Gud, og samla oss frå heidningarne, so me kann prisa ditt heilage namn, rosa oss av ditt lov!
Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
48 Lova vere Herren, Israels Gud, frå æva og til æva! Og alt folket segje: Amen. Halleluja!
Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
