Salmenes 106

1 Halleluja! Prisa Herren, for han er god, for æveleg varer hans miskunn!

Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

2 Kven kann fullt ut nemna Herrens velduge verk, forkynna all hans lov?

Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?

3 Sæle er dei som tek vare på det som rett er, den som gjer rettferd til kvar tid!

Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.

4 Herre, kom meg i hug med den godhug du hev for ditt folk, gjesta meg med di frelsa!

Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,

5 so eg kann skoda lukka åt dine utvalde, gleda meg med ditt folks gleda, rosa meg med din arv.

at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.

6 Me hev synda med våre feder, me hev gjort ille, me hev vore ugudlege.

Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.

7 Våre feder i Egyptarland agta ikkje på dine under, dei kom ikkje i hug dine mange nådegjerningar, men dei var tråssuge ved havet, ved Raudehavet.

Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.

8 Men endå frelste han deim for sitt namn skuld, av di han vilde kunngjera si magt,

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.

9 og han truga Raudehavet so det vart turt, og han let deim ganga gjenom djupi som på slette marki,

Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.

10 og han frelste deim frå hans hand som hata deim, og løyste deim ut or fiendehand,

Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.

11 og vatn gøymde deira motstandarar, ikkje ein vart att av deim.

Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.

12 Då trudde dei på ordi hans, då song dei hans lov.

Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.

13 Men snart gløymde dei hans gjerningar, dei bia ikkje på hans råd;

Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.

14 men dei fekk ein gir i seg i øydemarki, og dei freista Gud på den ubygde stad.

Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.

15 Då gav han deim det dei vilde hava, men sende tærande sjukdom yver deira liv.

Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.

16 Og dei vart ovundsjuke på Moses i lægret, på Aron, Herrens heilage.

Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.

17 Då opna jordi seg og slukte Datan, og ho let seg att yver flokken åt Abiram,

Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.

18 og det kveiktest eld på flokken deira, ein loge brende upp dei ugudlege.

Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.

19 Dei gjorde ein kalv ved Horeb og tilbad eit støypt bilæte,

De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.

20 og dei bytte burt si æra for bilætet av ein ukse som et gras.

Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.

21 Dei gløymde Gud, sin frelsar, som hadde gjort store ting i Egyptarland,

De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,

22 undergjerningar i Khams land, skræmelege ting ved Raudehavet.

underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.

23 Og han tenktest til å tyna deim, dersom ikkje Moses, hans utvalde, hadde kasta seg imillom for hans åsyn til å avvenda hans vreide, at han ikkje skulde øydeleggja.

Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!

24 Og dei vanvyrde det herlege landet, dei trudde ikkje ordet hans,

De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.

25 og dei knurra i sine tjeld, høyrde ikkje på Herrens røyst.

Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.

26 Då lyfte han si hand imot deim til å slå deim ned i øydemarki,

Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

27 og slå deira etterkomarar ned millom heidningarne og spreida deim kring i landi.

og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.

28 Og dei batt seg saman med Ba’al-Peor, og dei åt av offer til dei daude,

Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.

29 og dei vekte harm ved si åtferd, og ei plåga braut ut millom deim.

Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,

30 Då stod Pinehas fram og heldt dom, og plåga stilltest;

Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.

31 og det vart rekna honom til rettferd frå ætt til ætt æveleg.

Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.

32 Og dei vekte vreide ved Meribavatnet, og det gjekk Moses ille for deira skuld;

De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

33 for dei var tråssuge mot hans ande, og han tala tankelaust med sine lippor.

Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.

34 Dei øydelagde ikkje dei folki som Herren hadde tala med deim um,

De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.

35 men dei blanda seg med heidningarne og lærde deira gjerningar,

Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.

36 og dei tente deira avgudar, og desse vart deim til ei snara,

Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.

37 og dei ofra sine søner og døtter til magterne,

Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.

38 og dei rende ut skuldlaust blod, blod av sine søner og døtter som dei ofra til Kana’ans avgudar, og landet vart vanhelga med blodskuld.

Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.

39 Og dei vart ureine ved sine gjerningar og dreiv hor ved si åtferd.

Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.

40 Då loga Herrens vreide upp imot hans folk, og han stygdest ved sin arv.

Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

41 Og han gav deim i handi på heidningar, og dei som hata deim, vart herrar yver deim,

Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.

42 og deira fiendar trengde deim, og dei laut bøygja seg under deira hand.

Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.

43 Mange gonger fria han deim ut, men dei var tråssuge og sjølvrådige, og dei kom reint i vesaldom for si misgjerning.

Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.

44 Men han såg til deim då dei var i naud, med di han høyrde deira klagerop.

Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.

45 Og han kom i hug si pakt for deim, og han ynkast etter si store miskunn.

Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

46 Og han let deim finna miskunn hjå alle som hadde fanga deim.

Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.

47 Frels oss, Herre vår Gud, og samla oss frå heidningarne, so me kann prisa ditt heilage namn, rosa oss av ditt lov!

Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!

48 Lova vere Herren, Israels Gud, frå æva og til æva! Og alt folket segje: Amen. Halleluja!

Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!