Salmenes 102
1 Bøn av ein arming, når han vanmegtast og let sitt klagemål strøyma fram for Herren. Herre, høyr mi bøn, og lat mitt rop koma fram til deg!
Gospode! èuj molitvu moju, i vika moja nek izaðe preda te.
2 Løyn ikkje ditt andlit for meg den dagen eg er i naud! Bøyg ditt øyra til meg! Den dagen eg ropar, svara meg snart!
Nemoj odvratiti lica svojega od mene; u dan kad sam u nevolji prigni k meni uho svoje, u dan kad te prizivam, pohitaj, usliši me.
3 For dagarne mine hev fare burt som ein røyk, og mine bein er som glødde i eld.
Jer proðoše kao dim dani moji, kosti moje kao topionica ogorješe.
4 Mitt hjarta er solstukke og visnar som gras, for eg hev gløymt å eta brødet mitt.
Pokošeno je kao trava i posahlo srce moje, da zaboravih jesti hljeb svoj.
5 For mi høgmælte stynjing heng beini fast ved kjøtet mitt.
Od uzdisanja mojega prionu kost moja za meso moje.
6 Eg likjest pelikanen i øydemarki, eg er som ula på aude stader.
Postadoh kao gem u pustinji; ja sam kao sova na zidinama.
7 Eg lyt vaka og vera som ein einsleg fugl på taket.
Ne spavam, i sjedim kao ptica bez druga na krovu.
8 Heile dagen spottar mine fiendar meg, dei som reint er ville mot meg, sver ved meg.
Svaki dan ruže me neprijatelji moji, i koji su se pomamili na mene, mnom se uklinju.
9 For eg et oska som brød, og drykken min blandar eg med gråt
Jedem pepeo kao hljeb, i piæe svoje rastvaram suzama
10 for din vreide og din harm skuld, for du hev teke meg upp og kasta meg burt.
Od gnjeva tvojega i srdnje tvoje; jer podigavši me bacio si me.
11 Mine dagar er som ein skugge når han lengjest, og eg visnar som gras.
Dani su moji kao sjen, koji prolazi, i ja kao trava osuših se.
12 Men du, Herre, sit i all æva, og ditt minne varer frå ætt til ætt.
A ti, Gospode, ostaješ dovijeka, i spomen tvoj od koljena do koljena.
13 Du vil standa upp, du vil miskunna Sion, for det er tid til å vera nådig mot henne, ja, timen er komen.
Ti æeš ustati, smilovaæeš se na Sion, jer je vrijeme smilovati se na nj, jer je došlo vrijeme;
14 For dine tenarar hev godhug for steinarne hennar, og dei ynkast yver hennar grus.
Jer slugama tvojim omilje i kamenje njegovo, i prah njegov žale.
15 Og heidningar skal ottast Herrens namn, og alle kongar på jordi di æra.
Tada æe se neznabošci bojati imena Gospodnjega, i svi carevi zemaljski slave njegove;
16 For Herren hev bygt upp att Sion, han hev synt seg i si æra;
Jer æe Gospod sazidati Sion, i javiti se u slavi svojoj;
17 han hev vendt seg til bøni frå dei hjelpelause, og han hev ikkje vanvyrdt deira bøn.
Pogledaæe na molitvu onijeh koji nemaju pomoæi, i neæe se oglušiti molbe njihove.
18 Dette skal verta uppskrive for den komande ætti, og det folket som vert skapt, skal lova Herren,
Napisaæe se ovo potonjemu rodu, i narod nanovo stvoren hvaliæe Gospoda,
19 for han hev set ned frå si heilage høgd, Herren hev frå himmelen skoda på jordi
Što je prinikao sa svete visine svoje, Gospod pogledao s neba na zemlju,
20 og vil høyra sukken frå den bundne og løysa ut daudens born,
Da èuje uzdisanje sužnjevo, i odriješi sinove smrtne;
21 so dei i Sion skal forkynna Herrens namn og hans pris i Jerusalem,
Da bi kazivali na Sionu ime Gospodnje i hvalu njegovu u Jerusalimu,
22 når folkeslag kjem i hop og kongerike til å tena Herren.
Kad se skupe narodi i carstva da služe Gospodu.
23 Han hev bøygt mi kraft på vegen, han hev korta av mine dagar.
Strošio je na putu krjepost moju, skratio dane moje.
24 Eg segjer: Min Gud, tak meg ikkje burt midt i mine dagar! Frå ætt til ætt varer dine år.
Rekoh: Bože moj! nemoj me uzeti u polovini dana mojih. Tvoje su godine od koljena do koljena.
25 Fordom grunnfeste du jordi, og himmelen er verk av dine hender.
Davno si postavio zemlju, i nebesa su djelo ruku tvojih.
26 Dei skal forgangast, men du stend; alle skal dei eldast som eit klæde, som ein klædnad skifter du deim, og dei vert umskifte;
To æe proæi, a ti æeš ostati; sve æe to kao haljina ovetšati, kao haljinu promijeniæeš ih i promijeniæe se.
27 men du er den same, og dine år tek aldri ende.
Ali ti si taj isti i godine tvoje neæe isteæi.
28 Borni åt dine tenarar skal bu i ro, og deira avkjøme skal standa trygt for di åsyn.
Sinovi æe sluga tvojih živjeti, i sjeme æe se njihovo utvrditi pred licem tvojim.
