< Salomos Ordsprog 9 >
1 Visdomsmøyi hev bygt seg hus, hev hogge til sine stolpar sju.
Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
2 Ho hev slagta sitt slagt og blanda sin vin og attåt duka sitt bord.
hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
3 Sine ternor hev ho sendt ut, og ropar ovan frå haugarne i byen:
hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
4 «Den som er fåkunnig, vende seg hit!» Til den vitlause segjer ho:
Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
5 «Kom, og et av mitt brød og drikk av den vin eg hev blanda!»
Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
6 Lat fåkunna fara so de kann liva og vandra på vegen til vit!
Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
7 Den som refser ein spottar, fær skam yver seg, den som lastar ein gudlaus, fær seg ein flekk.
Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
8 Lasta’kje spottaren, han vil hata deg! Lasta den vise, han vil elska deg!
Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
9 Gjev ein vismann, so aukar hans visdom, lær ein rettferdig, so lærar han meir.
Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
10 Otte for Herren er upphav til visdom, og vit er å kjenna den Heilage.
Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
11 «For ved meg dine dagar skal aukast, og fleire livs-år fær du.»
Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
12 Er du vis, so gagnar det deg sjølv, spottar du, so lyt du bera det åleine.
Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
13 Fru dårskap fer med ståk, fåkunnig som ho er og ingen ting veit.
Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
14 Ho sit attmed husdøri si, på ein stol høgt uppe i byen,
Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
15 og bed inn dei som ferdast på vegen, som gjeng sine stigar beint fram:
for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
16 «Den som er fåkunnig, vende seg hit!» Ja, til den vitlause segjer ho:
hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
17 «Stole vatn er søtt, og ljuvlegt er løyn-ete brød.»
Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
18 Og han veit’kje at der bur daudingar, at hennar gjester er i helheims djup. (Sheol )
Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb. (Sheol )