Salomos Ordsprog 8

1 Høyr kor visdomsmøyi ropar, og vitet høgmælt talar!

Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?

2 Uppe på haugar ved vegen, der stigarne møtest, stend ho,

Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;

3 attmed portarne ut or byen, ved døra-inngangen ropar ho høgt:

ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:

4 «Godtfolk, eg ropar på dykk, og til mannsborni ljomar mi røyst.

Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.

5 Fåkunnige, lær dykk klokskap, og de dårar, vinn dykk vit!

I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.

6 Høyr, eg talar gjæve ord, og ærlegt er det som lipporne segjer;

Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.

7 ja, sanning talar min gom, og lipporne styggjest ved gudløysa.

Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.

8 Alle ord i min munn er rette, det finst ikkje fult eller falskt i deim.

I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.

9 Dei er alle sanne for den kloke og rette for deim som fann kunnskap.

De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.

10 Tak då min age heller enn sylv og kunnskap framfyre utvalt gull!

Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.

11 For visdom er betre enn perlor, og av alle skattar er ingen som denne.

Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.

12 Eg, visdomen, skyner meg på klokskap, og vit på rådleggjing hev eg.

Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.

13 Otte for Herren er hat til det vonde; stormod og storlæte, åtferd stygg, og ein munn full av fals eg hatar.

Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.

14 Hjå meg er råd og dug, eg er vit, hjå meg er magt.

Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.

15 Eg gjer at kongar råder, og at hovdingar dømer rett.

Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.

16 Eg gjer at styrarar styrer og fyrstar - alle domarar på jordi.

Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.

17 Eg elskar deim som meg elskar, og dei som leitar meg upp, skal meg finna.

Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.

18 Rikdom og æra er hjå meg, gamalt gods og rettferd.

Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.

19 Mi frukt er betre enn gull, ja skiraste gullet, og den vinning eg gjev, er betre enn utvalt sylv.

Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.

20 Eg gjeng på rettferds veg, midt på rettvise-stigar,

Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,

21 For eg vil gjeva gods åt deim som elskar meg og fylla deira forråd.

til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.

22 Herren skapte meg til fyrste verket sitt, fordom fyrr han gjorde noko anna.

Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.

23 Alt frå æva er eg innsett, frå upphavet, fyrr jordi vart til.

Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.

24 Fyrr djupi var til, vart eg fødd, då det ei fanst kjeldor fulle med vatn,

Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.

25 fyrr fjelli var søkkte ned, fyre haugar vart eg fødd,

Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.

26 fyrr han skapte jord og mark og den fyrste moldklump i verdi.

Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.

27 Då han laga himmelen, var eg der, då han slo kvelv yver djupet.

Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;

28 Då han feste skyerne i det høge, då kjeldorne fossa fram or djupet,

der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;

29 då han sette grensa for havet, so vatnet ei gjekk lenger enn han baud, då han la grunnvollar for jordi,

der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:

30 då var eg verksmeister hjå han og var til hugnad for han dag etter dag, eg leika meg stødt for hans åsyn.

Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;

31 Eg leika på heile jordkringen hans og hadde min hugnad i manneborni.

jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.

32 Og no, born, høyr på meg! Sæle er dei som held mine vegar.

Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.

33 Høyr på tukt og vert vise, og slepp ho ikkje ifrå dykk!

Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!

34 Sæl den mann som høyrer på meg, so han dagstødt vaker ved dørerne mine og vaktar dørstokkarne mine.

Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.

35 For den som finn meg, finn livet og fær velsigning frå Herren.

Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.

36 Men den som missar meg, skader seg sjølv, og alle som hatar meg, elskar dauden.»

Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.