Salomos Ordsprog 7
1 Son min, tak vare på ordi mine, og gøym mine bodord hjå deg!
Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
2 Tak vare på bodordi mine, so skal du liva, og på læra mi som din augnestein!
Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
3 Bitt deim på fingrarne dine, skriv deim på hjartetavla!
Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
4 Seg til visdomen: «Du er mi syster», og kalla vitet din ven,
Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
5 so dei kann deg vara frå annanmanns kona, frå ei framand kvinna med sleipe ord.
for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
6 For gjenom vindauga mitt, gjenom rimarne glytte eg ut.
Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
7 Då såg eg millom dei fåkunnige, eg gådde ein uviting millom dei unge,
og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
8 som smaug um hyrna på gata, tok vegen til hennar hus,
og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
9 i skumings-stundi, mot kvelden, i kolmyrke svarte natti.
i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
10 Då kom kvinna imot han i skjøkjebunad og innful i hjarta -
Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
11 bråkande er ho og vill, heime hev ho’kje ro.
støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
12 Snart på gata, snart på torgi, med kvart hyrna stend ho på lur -
Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
13 Ho tok fat på han og kysste han, og med ubljug uppsyn sagde ho til han:
Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
14 «Eg hev på meg eit gilde-offer, og eg held min lovnad i dag.
Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
15 Difor gjekk eg ut imot deg, vilde leita deg upp, og eg fann deg.
derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
16 Mi seng hev eg reidt med tæpe, med egyptiske roselakan.
Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
17 Eg hev skvett utyver mi lega myrra, aloe og kanel.
jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
18 Kom til ein kjærleiks rus alt til morgons, lat oss hyggja oss saman i elskhug!
kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
19 For mannen er ikkje heime, han er på ferd langt burte,
thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
20 pengepungen tok han med seg, ved fullmånetid kjem han heim.»
han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
21 Ho fekk lokka han med all si sterke fyreteljing, forførde han med sine sleipe lippor.
Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22 Han fylgjer henne straks, som ein ukse gjeng til slagt, som i fotjarn til tukt for dåren,
Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
23 til dess pili kløyver hans livr, som fuglen skundar til snara og veit ikkje at det gjeld livet.
indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
24 Og no, søner, høyr på meg, og lyd på det munnen min talar!
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
25 Ei vende du hjarta til hennar vegar, vimra ikkje på hennar stigar!
Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
26 For mange med ulivssår hev ho felt, og stort er talet på deim ho hev drepe.
thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
