Salomos Ordsprog 6
1 Hev du borga for grannen din, son min, hev du handtekest for ein annan,
Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,
2 er du bunden ved ord av din munn, er du fanga i ord av din munn,
er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,
3 gjer då soleis, son min, og berga deg, sidan du er komen i handi på grannen: Gakk og kasta deg ned for grannen, gjer ågang på han,
gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;
4 unn ikkje dine augo svevn, eller augneloki ein blund.
und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,
5 Frels deg som ei gasella or handi hans, som ein fugl or fangarvald!
red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.
6 Gakk til mauren, du leting, sjå hans ferd og vert vis!
Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.
7 Han hev ingen hovding eller fut eller herre,
Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,
8 men lagar um sumaren maten sin til og hev um hausten sanka si føda.
sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.
9 Kor lenge vil du liggja, du leting? Når ris du upp or di svevn?
Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?
10 Endå litt svevn, endå litt blunding, endå litt kvild med henderne i kross,
Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
11 so kjem armodi di som ein farande fant og naudi som skjoldvæpna mann.
som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.
12 Ugagns menneskje, illgjerningsmann, er den som gjeng og rengjer munnen,
En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,
13 som blinkar med augo, skrapar med foten, peikar med fingrarne,
som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,
14 med meinspel i hjarta, alltid emnar på ilt, og yppar trættor.
som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;
15 Difor kjem hans undergang brått, snøgt vert han ulækjande krasa.
derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.
16 Det er seks ting som Herrens hatar, og sju er ei gru for hans sjæl:
Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:
17 Storlåtne augo, ljugartunga, hender som renner ut skuldlaust blod,
Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,
18 hjarta som tenkjer upp vonde råder, føter som renner rapt til vondt,
et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,
19 den som lyg og vitnar falskt, den som yppar strid millom brør.
falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.
20 Son min, tak vare på bodet åt far din, og kasta’kje frå deg læra åt mor di!
Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,
21 Bitt deim alltid til hjarta ditt, knyt deim um halsen din!
bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;
22 Når du gjeng, skal læra leida deg; når du ligg, skal ho vaka yver deg; når du vaknar, skal ho tala til deg.
på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;
23 For bodet er ei lykt og lovi er ljos, og påminning med tukt er livsens veg.
thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej
24 Dei kann vara deg frå den vonde kvinna, frå den sleipe framande tunga.
for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!
25 Ikkje trå i hjarta etter vænleiken hennar, og lat ho’kje fanga deg med augneloki sine!
Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!
26 For skjøkja armar ut til siste brødbit, og gifte kona jagtar etter dyre livet.
Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.
27 Kann nokon taka eld i fanget og ikkje brenna klædi sine?
Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?
28 Ell’ kann ein gå på gløder og ikkje svida føterne?
Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?
29 So vert det med den som gjeng inn til kona åt grannen; ingen kjem urefst frå det, um han rører henne.
Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.
30 Vert ikkje tjuven vanvyrd, um han stel og vil stilla sin svolt?
Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?
31 Vert han teken, lyt han sjufaldt betala, alt han eig i sitt hus, lyt han gjeva.
Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.
32 Den som driv hor med ei kona, er vitlaus, den som vil tyna seg sjølv, gjer slikt.
Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;
33 Hogg og skjemsla fær han, og ingen utslettar hans skam.
han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.
34 For mannen harmast i åbryskap, på hemnsdagen sparer han ikkje.
Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;
35 Han bryr seg ikkje um nokor bot og tek’kje imot um du gjev han mykje.
ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.
