Salomos Ordsprog 5
1 Son min, gjev agt på min visdom, lut øyra ned til mitt vit!
Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2 So du kann halda deg gløggtenkt, og lipporne gøyma på kunnskap.
at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
3 For honning dryp av skjøkjelippor, og hennar gom er sleipar’ enn olje,
Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
4 men til slutt er ho beisk som malurt, kvass som eit tvieggja sverd.
men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; (Sheol h7585)
6 Ho gjeng ikkje livsens stig, gålaus vinglar ho vegvill.
hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
7 Og no, søner, høyr på meg, og vik ikkje frå det munnen min mæler!
Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8 Lat din veg vera langt frå henne, kom’kje nær til husdøri hennar!
Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9 Annars gjev du din vænleik til andre, åt ein hardstyrar åri dine.
at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
10 Av di eiga vil framande mettast, det du samla med stræv, kjem i annanmanns hus,
at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
11 so du lyt stynja til slutt når ditt hold og kjøt er upptært,
så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
12 og segja: «Kor kunde eg hata tukt, og hjarta mitt vanvyrda age?
og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
13 Kvi høyrde eg ikkje på meistrarne mine, og lydde på deim som lærde meg?
så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
14 Nær var eg komen ille i det midt i mengdi som sat til tings.»
Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"
15 Drikk or din eigen brunn, det som renn or di eigi kjelda!
Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16 Skulde kjeldorne dine renna på gata, vatsbekkjerne dine ute på torgi?
lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
17 Lat deim vera berre for deg, og ikkje for framande med deg!
Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18 Kjelda di vere velsigna, gled du deg i din ungdoms viv.
Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 Elskhugs-hindi, ynde-gasella - barmen hennar alltid deg kveikje, stødt vere du trylt av hennar kjærleik.
den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20 Kvi skulde du, son min, tryllast av onnor kona, og femna barmen på framand kvinna?
Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
21 For Herren hev kvar manns vegar for augo, og han jamnar alle hans stigar.
Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
22 Den gudlause vert fanga i misgjerningarne sine, hans synde-band bind honom fast.
den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23 Han døyr av di han ikkje let seg aga, og ved sin store dårskap tumlar han i koll.
han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
