Salomos Ordsprog 31
1 Ord av kong Lemuel, profetord som mor hans prenta inn i honom:
Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham.
2 Kva skal eg segja, son min, ja kva, du mitt livs son, ja kva, du min lovnads-son?
Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn!
3 Gjev ikkje kvende di kraft, og far ikkje vegar som tynar kongar!
Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der ødelægger Konger.
4 Ei sømer det seg, Lemuel, for kongar, ei kongar sømer det seg å drikka vin, og ei for hovdingar å spyrja etter rusdrykk.
Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik,
5 For drikk han, vil han gløyma kva som lov er, og venda retten fyre alle arminger.
at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.
6 Lat han få rusdrykk som er åt å gå til grunns, og han få vin som gjeng med sorg i sjæli.
Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen,
7 At han kann drikka og si armod gløyma, og ikkje lenger minnast møda si.
at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.
8 Lat upp din munn for mållaus mann, for alle deira sak som gjeng mot undergang!
Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret.
9 Lat upp din munn og rettvist døm, lat armingen og fatigmannen få sin rett!
Oplad din Mund, døm Retfærdighed, og skaf den elendige og fattige Ret!
10 Ei dugande kona, kven finn vel ei slik? Høgre stend ho i pris enn perlor.
Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler.
11 Mannsens hjarta lit på henne, og vinning vantar ikkje.
Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke.
12 Ho gjer honom godt og inkje vondt alle sine livedagar.
Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage.
13 Ho syter for ull og lin, og henderne strævar med hugnad.
Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder.
14 Ho er som kaupmanna-skip, langt burtantil fær ho si føda.
Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra.
15 Og uppe er ho i otta, og gjev sin huslyd mat og etlar åt ternone ut.
Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde.
16 Ho stilar på ein åker og fær han, for det ho med henderne tener ho plantar ein vingard.
Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard.
17 Kraft ho bind seg til belte um livet og gjer sine armar sterke.
Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke.
18 Ho merkar at hushaldet hennar gjeng godt, då sloknar’kje lampa hennar um natti.
Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten.
19 Ho retter henderne ut etter rokken, og fingrarne tek til teinen.
Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen.
20 Ho opnar handi for armingen, retter ho ut til fatigmannen.
Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige.
21 Ei ræddast ho snø for huset sitt, for alt hennar hus er klædt i skarlaks-ty.
Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj.
22 Ho gjer seg tæpe og klær seg i finaste lin og purpur.
Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning.
23 Hennar mann er kjend i portarne, der han sit til tings med dei fremste i landet.
Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet.
24 Linskjortor gjer ho og sel, og belte gjev ho til kramkaren.
Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs.
25 Kraft og vyrdnad er klædnaden hennar, og ho lær åt dagen som kjem.
Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid.
26 Ho let upp munnen med visdom, mild upplæring ho gjev med si tunga.
Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge.
27 Koss det gjeng i huset agtar ho på, og ei et ho brød i letingskap.
Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Ladheds Brød.
28 Fram stig hennar søner og prisar ho sæl, og mannen syng henne lov:
Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:
29 «Mange kvende stod høgt i dugleik, men du gjeng yver deim alle.»
„Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen‟.
30 Vænleik er fals og fagerskap fåfengd; ei kona som ottast Herren, skal prisast.
Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde, som frygter Herren, hun skal roses.
31 Lat ho få det ho vann med henderne sine, og pris i portarne av sine verk.
Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.
