Salomos Ordsprog 30
1 Ord av Agur, son åt Jake, profetordet. Mannen segjer so til Itiel, til Itiel og Ukal:
Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
2 For fåvis er eg til å heita mann, og ikkje hev eg manne-vit.
thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;
3 Visdom hev eg ikkje lært, til kunnskap um den Heilage.
Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
4 Kven hev stige upp til himmelen og stige ned? Kven hev samla vinden inn i nevarne? Kven hev bunde vatnet i eit klædeplagg? Kven hev alle enderne av jordi sett? Kva heiter han, kva heiter son hans - um du veit det?
Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
5 Alt Guds ord er skirt, han er ein skjold for deim som flyr til honom.
Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.
6 Legg ikkje noko til hans ord, elles lyt han refsa deg, og du stend der ein ljugar.
Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
7 Tvo ting hev eg bede deg um, neitta meg deim ikkje, fyrr eg døyr:
Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
8 Lat fals og lygn vera langt frå meg! Gjev meg ikkje armod og ikkje rikdom! Lat meg få eta mitt tiletla brød!
Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,
9 Elles kunde eg neitta deg når eg var mett, og segja: «Kven er Herren?» Eller um eg vart fatig, kunde eg stela, ja, forgripa meg på min Guds namn.
at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.
10 Baktala ei ein tenar for hans herre, elles vil han banna deg, og du få bøta.
Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.
11 Ei ætt som bannar far sin og ikkje signar mor si,
Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
12 ei ætt som tykkjer ho er rein, endå ho ei hev tvætta av sitt eige skarn,
en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,
13 ei ætt - kor stolte augo hev ho ikkje, og kor ho lyfter augneloki!
en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
14 ei ætt som heve sverd til tenner og jakslar reint som knivar, so ho et armingar or landet og fatige or folkesamfund.
en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
15 Blodiglen hev tvo døtter: Gjev! Gjev! Tri finst det som aldri vert mette, fire som ei segjer: «Nok!»
Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:
16 Helheim og barnlaust moderfang, jordi som aldri vert mett av vatn, og elden som ei segjer: «Nok!» (Sheol h7585)
Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok. (Sheol h7585)
17 Eit auga som spottar far og vanvyrder lydnad mot mor, det skal bekkje-ramnarne hakka ut og ørnungar eta upp.
Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.
18 Tri ting er meg for underlege, og fire finst som eg ikkje skynar:
Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
19 Ørns veg på himmelen, orms veg på berget, skips veg på havet og manns veg til møy.
Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
20 Soleis ber utru kona seg åt: Ho et og turkar seg um munnen og segjer: «Eg hev ikkje gjort noko vondt.»
Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"
21 Under tri skjelv jordi, under fire kann ho’kje herda:
Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
22 under trælen når han vert konge, og dåren når han fær eta seg mett,
En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,
23 under attergløyma når ho vert gift, og trælkvinna når ho erver si frua.
en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.
24 Fire finst det som er små på jordi, og endå hev dei fenge visdom stor:
Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:
25 Mauren er’kje noko sterkt folk, og endå lagar han sin mat um sumaren.
Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
26 Fjellgrevlingarne er’kje noko veldugt folk, og endå byggjer dei seg hus i berget.
Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
27 Grashopparne hev ingen konge, og endå fær dei alle ut i fylking.
Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
28 Fjorføtla kann du ta med henderne, og endå bur ho inni kongeslott.
Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.
29 Tri finst det som stig med staute stig, og fire hev ei fager gonga:
Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
30 Løva ei kjempa millom dyri, og som ikkje snur seg for nokon,
Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
31 hesten mjå um midja, eller bukken, og ein konge med leidingheren.
en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
32 Gjer du deg stor, anten narr eller klårtenkt, so legg handi på munnen!
Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!
33 For trykk på mjølk gjev smør, og trykk på nase gjev blod, og trykk på vreide gjev strid.
Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.
