< Salomos Ordsprog 29 >
1 Ein mann som etter mykje refsing endå er ein stivnakke, vil brått verta broten ulækjeleg sund.
Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
2 Når rettferdige aukar i tal, då gled seg folket, men når gudlaus mann kjem til styre, sukkar folket.
Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
3 Den som elskar visdom, gled sin far, men den som gjeng i lag med skjøkjor, øyder eiga si.
Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
4 Ein konge held landet sitt uppe med rett, men ein skattekrevjar legg det i øyde.
Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5 Ein mann som smeikjer for næsten sin, breider ut eit net for føterne hans.
Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6 Ein vond manns misgjerd er snara for honom, men rettferdig mann fegnast og gled seg.
I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7 Den rettferdige syter for stakarens sak, den gudlause hev ikkje greida på noko.
Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8 Spottarar øser upp ein by, men vismenner stiller vreiden.
Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9 Når vismann fører sak mot dåren, vert dåren sinna og lær, og kann’kje vera still.
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10 Dei blodfuse hatar ein skuldlaus mann, og stend dei ærlege etter livet.
De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11 Alt sitt sinne slepper dåren ut, men vismannen døyver det til slutt.
En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
12 Agtar ein hovding på lygneord, er alle hans tenarar nidingar.
En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13 Fatigmann og valdsmann råkast, Herren gjev deim båe augneljos.
Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
14 Ein konge som dømer småfolk rett, hans kongsstol stend æveleg fast.
En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
15 Ris og age gjev visdom, men ein agelaus gut fører skam yver mor si.
Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
16 Når dei gudlause aukar, so aukar syndi, men dei rettferdige skal sjå med lyst på deira fall.
Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
17 Aga son din, so vil han vera deg til hugnad og gjeva lostemat til sjæli di.
Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
18 Utan profetsyn vert folket vilt, men sæl er den som held lovi.
Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
19 Med ord let trælen seg ikkje tukta, for han skynar deim vel, men bryr seg’kje um deim.
Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
20 Ser du ein mann som er snar til å tala, dåren gjev større von enn han.
Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
21 Kjæler du trælen upp frå hans ungdom, vil han vanvyrda deg til slutt.
Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
22 Sinna mann valdar trætta, og brålyndt mann gjer mang ei misgjerd.
Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
23 Mannsens ovmod fører til fall, men den audmjuke vinn seg æra.
Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
24 Den som helar med tjuven, hatar sitt liv, han høyrer dei tek han i eid, men gjev ingi vitring.
Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
25 Manne-rædsla legg snaror, men den som lit på Herren, vert berga.
Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
26 Mange vil te seg fram for ein styrar, men frå Herren fær kvar mann sin rett.
Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
27 Ein styggedom for rettferdige er ein urettferdig mann, og ein styggedom for den gudlause er den som fer ærleg fram.
Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.