Salomos Ordsprog 28

1 Dei gudlause flyr um ingen deim elter, dei rettferdige er som ungløva trygge.

De ugudelige flyr uten at nogen forfølger dem; men de rettferdige er trygge som ungløven.

2 Syndar eit land, fær det mange herrar, men hev folket mykje vit, varer retten lenge.

For et lands frafalls skyld blir dets fyrster mange; men når menneskene er kloke og førstandige, så lever fyrsten lenge.

3 Ein fatig herre som trykkjer dei arme, er eit regn som herjar og ikkje gjev brød.

En fattig mann som undertrykker småfolk, er et regn som skyller bort kornet, så der ikke blir brød.

4 Dei som gjeng ifrå lovi, prisar dei gudlause, men dei som held lovi, harmast på deim.

De som ikke følger loven, priser de ugudelige, men de som holder loven, strider mot dem.

5 Vonde folk skynar ikkje kva rett er, men dei som søkjer Herren, skynar alt.

Onde mennesker skjønner ikke hvad rett er, men de som søker Herren, skjønner alt.

6 Betre er ein fatigmann som ferdast lytelaust, enn ein rikmann som er rang og gjeng tvo vegar.

Bedre er en fattig som vandrer i ustraffelighet, enn en falsk som vandrer på to veier, selv om han er rik.

7 Den som agtar på rettleiding, er ein vitug son, men den som hev lag med øydarar, fører skam yver far sin.

Den som følger loven, er en forstandig sønn; men den som holder vennskap med svirebrødre, gjør sin far skam.

8 Den som aukar si eiga med renta og oker, han sankar åt den som er god mot dei arme.

Den som øker sitt gods ved rente og ved overmål, han samler for den som forbarmer sig over de fattige.

9 Um ein vil venda øyra burt og ikkje høyra lovi, er jamvel bøni hans ein styggedom.

Om en vender sitt øre bort og ikke vil høre loven, er endog hans bønn en vederstyggelighet.

10 Den som villar ærlegt folk inn på ein vond veg, han skal stupa i si eigi grav, men dei lytelause skal erva det som godt er.

Den som fører de opriktige vill på en ond vei, skal falle i sin egen grav; men de ustraffelige skal arve det som godt er.

11 Ein rikmann tykkjer han er vis, men ein fatigmann med vit granskar honom ut.

En rik mann er vis i sine egne øine; men en fattig som er forstandig, gjennemskuer ham.

12 Held dei rettferdige høgtid, stend det herleg til, men når gudlause kjem seg upp, lyt ein leita etter folk.

Når de rettferdige jubler, er alt herlighet og glede; men når de ugudelige kommer sig op, må en lete efter folk.

13 Den som dyl misgjerningarne sine, hev ikkje lukka med seg, men den som sannar deim og vender seg ifrå deim, han finn miskunn.

Den som skjuler sine misgjerninger, har ingen lykke, men den som bekjenner dem og vender sig fra dem, finner miskunnhet.

14 Sæl den mannen som alltid ottast, men den som gjer hjarta sitt hardt, han fell i ulukka.

Salig er det menneske som alltid frykter; men den som forherder sitt hjerte, faller i ulykke.

15 Burande løva og ein grådig bjørn er gudlaus hovding yver fatigt folk.

En brølende løve, en omfarende bjørn, slik er en ugudelig hersker over et fattig folk.

16 Du hovding fatig på vit og rik på vald! Dei som hatar urett vinning, skal liva lenge.

Du fyrste som er fattig på forstand og rik på vold! De som hater urettferdig vinning, skal leve lenge.

17 Ein mann med blodskuld yver seg er på flugt alt til gravi, ingen må hjelpa honom.

Et menneske som trykkes av blodskyld, er på flukt like til sin grav; ingen må holde på ham.

18 Den som ferdast lytelaust, vert frelst, men den range tvivegs-farar fell på den eine.

Den som lever ustraffelig, skal frelses; men den falske, som vandrer på to veier, skal falle på den ene.

19 Den som dyrkar si jord, fær nøgdi av brød, men den som fer etter fåfengt, fær nøgdi av armod.

Den som dyrker sin jord, mettes med brød; men den som jager efter tomme ting, mettes med armod.

20 Ein trufast mann fær rik velsigning, men den som renner etter rikdom, vert ei urefst.

En trofast mann får rik velsignelse; men den som haster efter å bli rik, han blir ikke ustraffet.

21 Det er’kje godt når ein gjer mannemun, men mang ein mann vert brotsmann for ein brødbit.

Å gjøre forskjell på folk er ikke rett, men mangen mann forsynder sig for et stykke brøds skyld.

22 I bråhast vil den ovundsjuke verta rik, og han veit’kje at vanråd vil koma på han.

Den misunnelige haster engstelig efter gods og vet ikke at mangel skal komme over ham.

23 Den som refser ein mann, vinn seg takk til slutt meir enn den som smeikjer med tunga si.

Den som irettesetter et menneske, skal siden finne mere yndest enn den som gjør sin tunge glatt.

24 Den som plundrar far sin og mor si og segjer: «Det er ikkje synd, » han er øydelands lagsbror.

Den som plyndrer sin far og sin mor og sier: Det er ingen synd, han er en stallbror til ødeleggeren.

25 Den vinnekjære valdar trætta, men den som lit på Herren, fær kveikjing.

Den havesyke vekker trette; men den som setter sin lit til Herren, skal trives.

26 Den som lit på vitet sitt, han er ein dåre, men den som vandrar i visdom, vert frelst.

Den som setter sin lit til sin forstand, han er en dåre; men den som vandrer i visdom, han blir frelst.

27 Den som gjev den fatige, vantar inkje, men den som let att augo, fær mykje banning yver seg.

Den som gir til den fattige, skal ikke lide mangel; men den som lukker sine øine, får mange forbannelser.

28 Når gudlause kjem seg upp, då gøymer folk seg, men når dei gjeng til grunns, då aukar dei rettferdige.

Når de ugudelige kommer sig op, skjuler folk sig; men når de omkommer, blir der mange rettferdige.