Salomos Ordsprog 28

1 Dei gudlause flyr um ingen deim elter, dei rettferdige er som ungløva trygge.

Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

2 Syndar eit land, fær det mange herrar, men hev folket mykje vit, varer retten lenge.

Ved Voldsmands Brøde opstaar Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

3 Ein fatig herre som trykkjer dei arme, er eit regn som herjar og ikkje gjev brød.

En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

4 Dei som gjeng ifrå lovi, prisar dei gudlause, men dei som held lovi, harmast på deim.

Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er paa Krigsfod med dem.

5 Vonde folk skynar ikkje kva rett er, men dei som søkjer Herren, skynar alt.

Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

6 Betre er ein fatigmann som ferdast lytelaust, enn ein rikmann som er rang og gjeng tvo vegar.

Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som gaar Krogveje, er han end rig.

7 Den som agtar på rettleiding, er ein vitug son, men den som hev lag med øydarar, fører skam yver far sin.

Forstandig Søn tager Vare paa Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

8 Den som aukar si eiga med renta og oker, han sankar åt den som er god mot dei arme.

Hvo Velstand øger ved Aager og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

9 Um ein vil venda øyra burt og ikkje høyra lovi, er jamvel bøni hans ein styggedom.

Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

10 Den som villar ærlegt folk inn på ein vond veg, han skal stupa i si eigi grav, men dei lytelause skal erva det som godt er.

Leder man retsindige vild paa onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

11 Ein rikmann tykkjer han er vis, men ein fatigmann med vit granskar honom ut.

Rigmand tykkes sig viis, forstandig Smaamand gennemskuer ham.

12 Held dei rettferdige høgtid, stend det herleg til, men når gudlause kjem seg upp, lyt ein leita etter folk.

Naar retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

13 Den som dyl misgjerningarne sine, hev ikkje lukka med seg, men den som sannar deim og vender seg ifrå deim, han finn miskunn.

At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Naade.

14 Sæl den mannen som alltid ottast, men den som gjer hjarta sitt hardt, han fell i ulukka.

Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

15 Burande løva og ein grådig bjørn er gudlaus hovding yver fatigt folk.

En brølende Løve, en graadig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

16 Du hovding fatig på vit og rik på vald! Dei som hatar urett vinning, skal liva lenge.

Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv faar den, der hader Rov.

17 Ein mann med blodskuld yver seg er på flugt alt til gravi, ingen må hjelpa honom.

Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er paa Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

18 Den som ferdast lytelaust, vert frelst, men den range tvivegs-farar fell på den eine.

Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som gaar Krogveje, falder i Graven.

19 Den som dyrkar si jord, fær nøgdi av brød, men den som fer etter fåfengt, fær nøgdi av armod.

Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

20 Ein trufast mann fær rik velsigning, men den som renner etter rikdom, vert ei urefst.

Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgaar ej Straf.

21 Det er’kje godt når ein gjer mannemun, men mang ein mann vert brotsmann for ein brødbit.

At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

22 I bråhast vil den ovundsjuke verta rik, og han veit’kje at vanråd vil koma på han.

Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

23 Den som refser ein mann, vinn seg takk til slutt meir enn den som smeikjer med tunga si.

Den, der revser, faar Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

24 Den som plundrar far sin og mor si og segjer: «Det er ikkje synd, » han er øydelands lagsbror.

Stjæle fra Forældre og nægte, at det er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

25 Den vinnekjære valdar trætta, men den som lit på Herren, fær kveikjing.

Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler paa HERREN, kvæges.

26 Den som lit på vitet sitt, han er ein dåre, men den som vandrar i visdom, vert frelst.

Den, der stoler paa sit Vid, er en Taabe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

27 Den som gjev den fatige, vantar inkje, men den som let att augo, fær mykje banning yver seg.

Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

28 Når gudlause kjem seg upp, då gøymer folk seg, men når dei gjeng til grunns, då aukar dei rettferdige.

Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; naar de omkommer, bliver de retfærdige mange.