Salomos Ordsprog 26
1 Som snø um sumaren og regn i skurden, so høver ikkje æra for ein dåre.
Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
2 Som sporven flaksar burt og svala flyg, so råkar ikkje grunnlaus forbanning.
Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
3 Svipa til hesten, taum til asnet, og ris til ryggen på dårar.
Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
4 Svar ikkje dåren etter hans dårskap, so du ei skal verta lik han, du og!
Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
5 Svara dåren etter hans dårskap, so han ei skal tykkja han sjølv er vis!
Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
6 Føterne høgg han av seg, og vald fær han drikka, han som sender bod med ein dåre.
Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.
7 Visne heng vanfør manns føter, so og ordtak i munnen på dårar
Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
8 som å binda ein stein i slyngja, soleis er det å gjeva ein dåre æra.
Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
9 Som klungergrein i handi på drukken mann, so er ordtak i munnen på dårar.
Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
10 Som ein skyttar som sårar alle, so er den som leiger dåren og kvar som fer framum.
Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
11 Som hund som snur seg til si eigi spya, so er ein dåre som kjem att til narreskapen sin.
Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
12 Ser du ein mann som tykkjer sjølv at han er vis, då er det større von for dåren enn for honom.
Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
13 Letingen segjer: «D’er villdyr på vegen, ei løva i gatorne.»
Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
14 Døri snur seg på gjengi, og letingen snur seg i sengi.
Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
15 Stikk den late si hand i fatet, han evast med å ta ho upp til munnen att.
Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
16 Letingen tykkjest visare vera enn sju som gjev vituge svar.
Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
17 Han triv i øyro på framumfarande hund, han som ryk upp i sinne for trætta som ikkje kjem han ved.
Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
18 Som ein galen som skyt med brennende pilar - drepande skot -
Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
19 so er ein mann som svik sin næste og segjer: «Eg gjorde det berre på gaman.»
er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
20 Når veden tryt, so sloknar elden, er baktalar burte, stoggar striden.
Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
21 Som kol vert til gløder og ved til eld, so kveikjer kranglaren kiv.
Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
22 Baktalar-ord er som lostemat, dei glid so godt ned i livet.
Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
23 Som sylv-glasering på skålbrot er brennande lippor når hjarta er vondt.
Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
24 Med lipporne skaper ein uven seg til, men inni seg gøymer han svik.
Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
25 Gjer han seg blidmælt, tru honom ei, for sju slag styggedom bur i hans hjarta.
gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
26 Hatet dyl seg i svik, men lyt syna sin vondskap i folkemugen.
Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
27 Den som grev ei grav, skal stupa nedi, den som velter ein stein, skal få han yver seg att.
I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
28 Den falske tunga hatar deim som ho hev krasa, og den sleipe munnen fører til fall.
Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
