Salomos Ordsprog 26

1 Som snø um sumaren og regn i skurden, so høver ikkje æra for ein dåre.

Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare.

2 Som sporven flaksar burt og svala flyg, so råkar ikkje grunnlaus forbanning.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.

3 Svipa til hesten, taum til asnet, og ris til ryggen på dårar.

En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.

4 Svar ikkje dåren etter hans dårskap, so du ei skal verta lik han, du og!

Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.

5 Svara dåren etter hans dårskap, so han ei skal tykkja han sjølv er vis!

Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne.

6 Føterne høgg han av seg, og vald fær han drikka, han som sender bod med ein dåre.

Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.

7 Visne heng vanfør manns føter, so og ordtak i munnen på dårar

Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.

8 som å binda ein stein i slyngja, soleis er det å gjeva ein dåre æra.

Som den, der binder Stenen fast i Slyngen, saa er den, der giver en Daare Ære.

9 Som klungergrein i handi på drukken mann, so er ordtak i munnen på dårar.

Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.

10 Som ein skyttar som sårar alle, so er den som leiger dåren og kvar som fer framum.

Som en Pil, der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.

11 Som hund som snur seg til si eigi spya, so er ein dåre som kjem att til narreskapen sin.

Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.

12 Ser du ein mann som tykkjer sjølv at han er vis, då er det større von for dåren enn for honom.

Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.

13 Letingen segjer: «D’er villdyr på vegen, ei løva i gatorne.»

Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.

14 Døri snur seg på gjengi, og letingen snur seg i sengi.

Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng.

15 Stikk den late si hand i fatet, han evast med å ta ho upp til munnen att.

Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igen.

16 Letingen tykkjest visare vera enn sju som gjev vituge svar.

Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.

17 Han triv i øyro på framumfarande hund, han som ryk upp i sinne for trætta som ikkje kjem han ved.

Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.

18 Som ein galen som skyt med brennende pilar - drepande skot -

Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,

19 so er ein mann som svik sin næste og segjer: «Eg gjorde det berre på gaman.»

saa er den Mand, der besviger sin Næste og siger: Skæmter jeg ikke?

20 Når veden tryt, so sloknar elden, er baktalar burte, stoggar striden.

Naar der intet Ved er mere, udslukkes Ilden; og naar der ingen Bagvadsker er, stilles Trætte.

21 Som kol vert til gløder og ved til eld, so kveikjer kranglaren kiv.

Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.

22 Baktalar-ord er som lostemat, dei glid so godt ned i livet.

En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug.

23 Som sylv-glasering på skålbrot er brennande lippor når hjarta er vondt.

Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte.

24 Med lipporne skaper ein uven seg til, men inni seg gøymer han svik.

Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig.

25 Gjer han seg blidmælt, tru honom ei, for sju slag styggedom bur i hans hjarta.

Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; thi der er syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.

26 Hatet dyl seg i svik, men lyt syna sin vondskap i folkemugen.

Den, hvis Had er skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.

27 Den som grev ei grav, skal stupa nedi, den som velter ein stein, skal få han yver seg att.

Hvo som graver en Grav, skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.

28 Den falske tunga hatar deim som ho hev krasa, og den sleipe munnen fører til fall.

En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.