Salomos Ordsprog 24
1 Misunn ikkje vonde menneskje, og hav ikkje hug til å vera med deim.
Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;
2 For hjarta deira tenkjer på vald, og um ulukka talar lipporne deira.
thi deres Hjerte pønser paa Vold, deres Læbers Ord volder Men.
3 Med visdom byggjer ein hus, og med vit grunngfester ein det,
Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,
4 og med kunnskap fær ein romi fulle av alle slag dyre og gilde ting.
ved Kundskab fyldes Kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.
5 Ein vis mann er sterk, og ein kunnig er veldug i kraft.
Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.
6 Klok styring skal du bruka når du fører krig, hev du mange rådvise menn gjeng det godt.
Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel staar det til, hvor mange giver Raad.
7 Visdom heng for høgt for fåmingen, i porten let han ikkje upp sin munn.
Visdom er Daaren for høj, han aabner ej Munden i Porten.
8 Den som tenkjer på å gjere vondt, honom kallar me ein fuling.
Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.
9 Synd er dårskaps råd, og spottaren er ei gruv for folk.
Hvad en Daare har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.
10 Misser du modet når trengsla kjem, då er di kraft for trong.
Taber du Modet paa Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.
11 Berga deim som dei fører til dauden, og dei som vinglar til rettarstaden, haldt deim att!
Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.
12 Um du segjer: «Me visste det ikkje, ser du, » tru ikkje han som veg hjarto, skynar det, og han som agtar på sjæli di, veit det, og han løner mannen etter hans gjerning?
Siger du: »Se, jeg vidste det ikke« — mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare paa din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.
13 Et honning, son min, for den er god, og sjølvrunnen honning er søt for din gom.
Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;
14 Lær sameleis visdom for sjæli di! Finn du honom, so hev du ei framtid, og di von skal ikkje verta til inkjes.
vid, at saa er og Visdom for Sjælen! Naar du finder den, har du en Fremtid, dit Haab bliver ikke til intet.
15 Lur ikkje, du gudlause, på rettferdig manns bustad, legg ikkje heimen hans i øyde!
Lur ej paa den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;
16 For sju gonger dett den rettferdige og stend upp att, men dei gudlause stuper når ulukka kjem.
thi syv Gange falder en retfærdig og staar op, men gudløse styrter i Fordærv.
17 Når din fiend’ fell, so gled deg ikkje, og når han stupar, fegnast ei ditt hjarta!
Falder din Fjende, saa glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,
18 Elles vil Herren sjå det og mislika det og venda frå honom vreiden sin.
at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.
19 Harmast ei yver illgjerdsmenner, misunn ikkje dei gudlause!
Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;
20 For den vonde hev ingi framtid; lampa åt gudlause sloknar.
thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe gaar ud.
21 Ottast Herren, son min, og kongen! Gakk ikkje i lag med upprørsmenner!
Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;
22 For brått kjem ulukka yver deim, og kven veit når åri deira fær ein usæl ende?
thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.
23 Desse ordi er og av vismenner. Det er ikkje godt når ein gjer mannemun i domen.
Ogsaa følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde.
24 Den som segjer til den skuldige: «Du er uskuldig.» Honom vil folkeslag banna og folk forbanna;
Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;
25 men deim som refsar han, gjeng det vel, og velsigning av godt kjem yver deim.
men dem, der dømmer med Ret, gaar det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.
26 Ein kyss på lipporne er det når einkvan gjev det rette svaret.
Et Kys paa Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.
27 Fullfør yrket ditt ute, og gjer det ferdigt for deg på marki! Sidan kann du byggja deg hus
Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude paa Marken og byg dig siden et Hus!
28 ver ikkje vitne mot næsten din utan grunn, for du vil vel’kje svika med lipporne dine?
Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;
29 Seg ikkje: «Som han hev gjort med meg, so vil eg gjera med han. Eg vil løna mannen etter hans gjerning.»
sig ikke: »Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning.«
30 Eg gjekk framum ein lat manns mark, og vinhagen til eit vitlaust menneskje,
Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingaard;
31 og sjå, han var vaksen full av tistlar, grunnen var yvergrodd med netlor, og steingarden kringom var riven ned.
se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den laa nedbrudt.
32 Og eg skygnde på det og agta på det, eg såg det, og denne lærdomen tok eg:
Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg saa og tog Lære deraf:
33 «Endå litt soving, endå litt blunding, endå litt kvild med henderne i kross!
Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
34 So kjem armodi di som ein farande fant, og naudi som skjoldvæpna mann.»
Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.
