Salomos Ordsprog 23
1 Når du sit til bords hjå ein hovding, so agta vel på kven du hev fyre deg,
Naar du sidder til Bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,
2 og set ein kniv på strupen din, um mathugen din er stor.
og sæt dig en Kniv paa Struben, i Fald du er alt for sulten.
3 Fys ikkje etter hans lostemat, for det er dårande føda.
Attraa ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld Kost.
4 Mød deg ei med å verta rik, lat fara den klokskapen din!
Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!
5 Lat ei augo fljuga til det som kverv, for det gjer seg vengjer, det er visst, som ein ørn som flyg til himmels.
Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
6 Et ikkje brød hjå den som misunner deg, og fys ikkje etter hans lostemat!
Spis ej den misundeliges Brød, attraa ikke hans lækre Retter;
7 For som han reknar ut i sjæli si, soleis er han. «Et og drikk!» han segjer til deg, men hjarta hans er ikkje med deg.
thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: »Spis og drik!« men hans Hjerte er ikke med dig.
8 For biten din som du hev ete, lyt du spy upp att, og du hev spilt dine fagre ord.
Den Bid, du har spist, maa du udspy, du spilder dine fagre Ord.
9 For øyro på dåren skal du ikkje tala, for han vanvyrder visdommen i dine ord.
Tal ikke for Taabens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.
10 Flyt ikkje gamall merkestein, og kom ei inn på åkrane åt faderlause.
Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke paa faderløses Mark;
11 For deira målsmann er sterk, han skal føra saki deira imot deg.
thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.
12 Vend hjarta ditt til age og øyro dine til kunnskaps ord!
Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.
13 Lat ikkje guten vera utan age! Slær du han med riset, skal han ikkje døy.
Spar ej Drengen for Tugt; naar du slaar ham med Riset, undgaar han Døden;
du slaar ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. (Sheol h7585)
15 Son min, vert hjarta ditt vist, so gled seg og mitt hjarta,
Min Søn, er dit Hjerte viist, saa glæder mit Hjerte sig ogsaa,
16 og nyro mine fegnast når lipporn’ dine talar det som rett er.
og mine Nyrer jubler, naar dine Læber taler, hvad ret er!
17 Lat ikkje hjarta ditt misunna syndarar, men stræva stødt etter gudlegdom.
Dit Hjerte være ikke skinsygt paa Syndere, men stadig ivrigt i HERRENS Frygt;
18 For då er du viss på ei framtid, og di von skal ei verta til inkjes.
en Fremtid har du visselig da, dit Haab bliver ikke til intet.
19 Høyr du, son min, og vert vis, og lat hjarta ditt ganga beint fram på vegen.
Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gaa den lige Vej.
20 Ver ikkje med millom vindrikkarar, millom deim som foret seg på kjøt.
Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der fraadser i Kød;
21 For drikkar og storetar fatig vert, og svevn gjev fillor for klæde.
thi Dranker og Fraadser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.
22 Høyr på far din som avla deg, og vanvyrd ei mor di når ho vert gamall!
Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!
23 Kjøp sanning og sel henne ikkje, visdom og age og vit.
Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.
24 Storleg fegnast far til den rettferdige, og den som fær ein vis son, skal få gleda av han.
Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;
25 Lat far din og mor di gleda seg, og ho som fødde deg, fegnast.
din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!
26 Son min, gjev meg hjarta ditt, og lat dine augo lika vegarne mine.
Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!
27 For skjøkja er som djupe gravi og den framande kona som tronge brunnen,
Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;
28 ja, ho ligg på lur som ein ransmann, og ho aukar talet på utrue folk.
ja, som en Stimand ligger hun paa Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.
29 Kven hev sorg? Kven hev sut? Kven hev dragsmål? Kven hev klagemål? Kven hev sjølvvalde sår? Kven hev dimsynte augo?
Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Saar uden Grund, hvem har sløve Øjne?
30 Dei som drygjer lenge hjå vinen, dei som kjem og smakar på mjøden.
De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.
31 Sjå ikkje på vinen kor han raudnar, kor vænt han smiler i staupet! lett renn han ned.
Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider saa glat,
32 Men sidan han sting som ein slange og høgg som ein orm.
men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;
33 Då skal augo dine sjå rare syner, og hjarta ditt talar tull og tøv.
dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;
34 Du vert som låg du i havsens djup, eller låg i toppen av mastri.
du har det, som laa du midt i Havet, som laa du oppe paa en Mastetop.
35 «Dei slo meg, men det gjorde’kje vondt, dei banka meg, men eg kjende det ikkje. Når skal eg vakna? Eg vil få tak i endå meir.»
»De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; naar engang jeg vaagner igen, saa søger jeg atter til Vinen!«
