< Salomos Ordsprog 22 >
1 Eit godt namn er meir verdt enn rikdom stor, og manntekkje betre enn sylv og gull.
Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld
2 Rik og fatig råkast, Herren hev skapt deim alle.
Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.
3 Den kloke ser fåren og gøymer seg, men fåmingar renner fram og lyt bøta for det.
Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.
4 Løn for spaklynde og otte for Herren er rikdom og æra og liv.
Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.
5 Klunger og snaror er på den vegen den falske gjeng, den som agtar si sjæl, held seg burte frå deim.
På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.
6 Lær guten etter som guten er, so vik han ikkje ifrå det, um han vert gamall.
Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.
7 Rikmann rå’r yver fatigfolk, og den som fær lån, vert træl for den som gjev.
Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.
8 Den som sår urett, skal hausta vondt, og hans ovmods ris fær ein ende.
Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.
9 Den godhjarta vert velsigna, for han gjev sitt brød til armingen.
Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
10 Jaga spottaren ut, so gjeng trætta med, og for skjemsla og kiv fær du fred.
Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.
11 Den som elskar hjartans reinleik, den som talar vænt, han hev kongen til ven.
HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.
12 Herrens augo vaktar kunnskap, men ord frå den utrue støyter han um.
HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.
13 Letingen segjer: «Det er ei løva der ute, eg kunde verta drepen midt på gata.»
Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."
14 Ei djup grav er skjøkjemunn, den som Herren er harm på, skal falla nedi.
Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.
15 Vitløysa heng fast ved hjarta hjå guten, men tukteriset driv henne burt frå han.
Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.
16 Trykkjer du armingen, vert det honom til vinning, gjev du den rike, vert det berre til tap.
Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -
17 Lut øyra ned og høyr på ord av vismenn vend hjarta til min kunnskap!
Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!
18 For det er vænt at du deim varar i ditt hjarta; gjev dei må vera reiduge på dine lippor!
Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.
19 Av di du skal lita på Herren, lærer eg deg i dag, just deg.
For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.
20 Hev eg’kje skrive fyndord til deg med råder og kunnskap
Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab
21 til å kunngjera deg det som rett er, sannings ord, so du med sannings ord kann svara deim som sender deg?
for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.
22 Plundra ikkje ein fatigmann av di han er fatig, og tred ikkje armingen ned i porten!
Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:
23 For Herren skal føra saki deira og taka livet deira som tek ifrå deim.
thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
24 Gjev deg ikkje i lag med ein som snart vert vreid, og gakk ikkje med ein bråsinna mann,
Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,
25 at du ikkje skal venja deg til hans vegar og få sett ei snara for livet ditt!
at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.
26 Ver ei millom deim som gjev handtak, millom deim som borgar for skuld!
Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!
27 Når du inkje hev å betala med, kvifor skal dei taka sengi di burt under deg?
Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.
28 Flyt ikkje gamall merkestein som federne dine hev sett!
Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.
29 Ser du ein mann som er dugleg i arbeidet, han skal tena hjå kongar og ikkje hjå småfolk.
Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.