Salomos Ordsprog 19
1 Betre er ein fatigmann som ferdast lytelaust enn ein mann med range lippor som attpå er ein dåre.
Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.
2 Den som er tankelaus i hugen, gjeng det gale, og den som stig for fort med føterne, han stig i miss.
Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.
3 Mannsens eigi vitløysa fører til fall, men han harmast i sitt hjarta på Herren.
Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.
4 Velstand samla mange vener, men fatigmann vert skild frå venen sin.
Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.
5 Det falske vitnet skal’kje verta urefst, og den som andar lygn, skal ikkje sleppa undan.
Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.
6 Mange smeikjer den gjæve, og kvar mann er ven med den rauste.
Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.
7 Fatigmanns brør hatar honom alle, enn meir dreg hans vener seg burt frå honom. Han fer etter ord som er inkjevetta.
Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.
8 Den som elskar si sjæl, han vinn seg vit, den som vaktar sitt skyn, skal finna lukka.
Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.
9 Det falske vitnet skal’kje verta urefst, og den som andar lygn, skal tynast.
Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.
10 Det høver ei for dåren å hava gode dagar, enn mindre for ein træl å råda yver hovdingar.
Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
11 Mannsens klokskap gjev honom tol, og det er hans æra å tilgjeva brot.
Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse
12 Konungs harm er som når løva burar, men godhugen hans er som dogg i graset.
Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.
13 Ein dårleg son er reint ei ulukka for far sin, og kjerringtrætta er som si-drop frå taket.
En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp.
14 Hus og gods er fedre-arv, men frå Herren kjem ei vitug kona.
Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.
15 Leta svæver tungt i svevn, og letingen skal svelta.
Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre.
16 Den som tek vare på bodet, tek vare på sitt liv, den som ei ansar si åtferd, skal missa livet.
Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.
17 Den som gjer miskunn mot armingen, låner til Herren, og av honom fær han vederlag for si velgjerning.
Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.
18 Aga son din, for endå er det von, men lat deg ikkje driva til å drepa honom.
Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham!
19 Den som er svært sinna, lyt bøta for det, for um du hjelper han, du gjer vondt verre.
Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.
20 Høyr på råd og lat deg aga, so du til slutt kann verta vis.
Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.
21 Mange tankar er i mannsens hjarta, men Herrens råd fær framgang.
Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.
22 Mannsens miskunn er hans gode vilje, og fatig man er betre enn ein som lyg.
Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.
23 Otte for Herren fører til liv, mett fær ein kvila og vert ikkje heimsøkt med vondt.
At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
24 Stikk den late si hand i fatet, so idest han ei ta ho upp att til munnen.
Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.
25 Slær du spottaren, so vert uvitingen klok, og agar du den vituge, so fær han vit på kunnskap.
Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.
26 Den som er vond med far sin og jagar mor si burt, han er ein son til skam og skjemd.
Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære.
27 Høyr ikkje soleis på refsing, son min, at du villar deg burt frå kunnskaps ord!
Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.
28 Eit nidings-vitne spottar det som rett er, og munnen på gudlause gløyper urett.
Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret.
29 Refsingsdomar er ferdige for spottaren og slag for ryggen på dårar.
Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.
