Salomos Ordsprog 17

1 Betre er ein turr brødmole med ro attåt enn huset fullt av høgtidskost med trætta til.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

2 Den kloke tenar skal råda yver ein uvisleg son, og millom brøder fær han skifta arv.

Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

3 Diglen røyner sylvet og omnen gullet, men den som røyner hjarto, det er Herren.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

4 Den vonde lyder på vondskapslippa, ljugaren lyder på tyningstunga.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

5 Spear du den fatige, so spottar du hans skapar, den som gled seg yver ulukka, skal få si refsing.

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

6 Ein krans for dei gamle er barneborn, og ei æra for borni er federne deira.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

7 Det høver ikkje for ein dåre å tala store ord, enn mindre for ein fagnamann å ljuga.

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

8 Gåva er ein glimestein for den som fær ho; kvar ho vender seg, der fær ho framgang.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

9 Søkjer du kjærleik, skyler du misgjerd, men riv du upp att ei sak, skil ven frå ven.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

10 Vondord gjer meir på den vituge enn hundrad hogg på dåren.

Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

11 Berre upprør søkjer den vonde, men ein hard bodberar vert send imot han.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

12 Møt heller ei binna som hev mist sine ungar enn ein dåre med narreskapen hans!

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

13 Den som løner godt med vondt, frå hans hus skal ikkje det vonde vika.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

14 Å taka til med strid er som å sleppa vatn ut, haldt difor upp med trætta fyrr nokon gliser med tennerne!

At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

15 Den som frikjenner ein ugudleg og den som domfeller ein rettferdig, dei er båe tvo ein styggedom for Herren.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

16 Kva skal pengar i handi på dåren? Å kjøpa visdom hev han’kje vit til.

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

17 Venen elskar alltid, og bror vert fødd til hjelp i naud.

Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

18 Ein vitlaus mann er den som handtekst, som gjeng i borg hjå grannen sin.

Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

19 Den som elskar trætta, elskar misgjerning, den som byggjer døri si høg, søkjer fall.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

20 Den som hev eit rangt hjarta, vinn ikkje lukka, og den som forvender tunga si, fell i ulukka.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

21 Den som avlar eit narr, fær sorg, og ikkje gled seg far til ein dåre.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

22 Gladværugt hjarta gjev lækjedom god, men nedslege mod fær beini te visna.

Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

23 Gudlaus mann tek gåva i løynd til å bøygja rettargangen.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

24 Den vituge hev visdom for augo, men dåren hev augo ved heimsens ende.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

25 Uvitug son er til gremme for far sin, og beisk sorg for henne som fødde’n.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

26 Det er’kje godt at og rettferdige fær refsing, og ei at fagna folk fær slag for det som rett er.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

27 Den skynsame sparer på ordi, og den vituge mann er kald i hugen.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

28 Um dåren tagde, gjekk han og for vismann, og for ein vitug mann når han heldt munn.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.