Salomos Ordsprog 17
1 Betre er ein turr brødmole med ro attåt enn huset fullt av høgtidskost med trætta til.
Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte.
2 Den kloke tenar skal råda yver ein uvisleg son, og millom brøder fær han skifta arv.
En klog Tjener skal herske over en Søn, som gør Skam, og han skal dele Arv midt iblandt Brødre.
3 Diglen røyner sylvet og omnen gullet, men den som røyner hjarto, det er Herren.
Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
4 Den vonde lyder på vondskapslippa, ljugaren lyder på tyningstunga.
Den onde agter paa uretfærdige Læber; Løgneren laaner Øre til den Tunge, der arbejder paa Fordærvelse.
5 Spear du den fatige, so spottar du hans skapar, den som gled seg yver ulukka, skal få si refsing.
Hvo som bespotter den fattige, forhaaner hans Skaber; hvo som glæder sig over Ulykke, skal ikke agtes uskyldig.
6 Ein krans for dei gamle er barneborn, og ei æra for borni er federne deira.
Børnebørn ere de gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.
7 Det høver ikkje for ein dåre å tala store ord, enn mindre for ein fagnamann å ljuga.
Det staar ikke en Daare vel an at tale høje Ord, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
8 Gåva er ein glimestein for den som fær ho; kvar ho vender seg, der fær ho framgang.
Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.
9 Søkjer du kjærleik, skyler du misgjerd, men riv du upp att ei sak, skil ven frå ven.
Hvo som skjuler Overtrædelse, søger Kærlighed; men hvo som ripper op i en Sag, fjerner en fortrolig.
10 Vondord gjer meir på den vituge enn hundrad hogg på dåren.
Skænd trænger dybere ind hos en forstandig end at slaa en Daare hundrede Gange.
11 Berre upprør søkjer den vonde, men ein hard bodberar vert send imot han.
Den onde søger kun at vise Genstridighed, men et grusomt Bud skal sendes imod ham.
12 Møt heller ei binna som hev mist sine ungar enn ein dåre med narreskapen hans!
Lad en Mand møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, kun ikke en Daare i hans Taabelighed.
13 Den som løner godt med vondt, frå hans hus skal ikkje det vonde vika.
Hvo som gengiver godt med ondt, fra hans Hus skal det onde ikke vige.
14 Å taka til med strid er som å sleppa vatn ut, haldt difor upp med trætta fyrr nokon gliser med tennerne!
Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand; opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem.
15 Den som frikjenner ein ugudleg og den som domfeller ein rettferdig, dei er båe tvo ein styggedom for Herren.
Den, som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfærdige skyldig, ere begge Herren en Vederstyggelighed.
16 Kva skal pengar i handi på dåren? Å kjøpa visdom hev han’kje vit til.
Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?
17 Venen elskar alltid, og bror vert fødd til hjelp i naud.
En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød.
18 Ein vitlaus mann er den som handtekst, som gjeng i borg hjå grannen sin.
Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Næste.
19 Den som elskar trætta, elskar misgjerning, den som byggjer døri si høg, søkjer fall.
Hvo der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj.
20 Den som hev eit rangt hjarta, vinn ikkje lukka, og den som forvender tunga si, fell i ulukka.
Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde godt; og den, som taler forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
21 Den som avlar eit narr, fær sorg, og ikkje gled seg far til ein dåre.
Den, som avler en Daare, ham bliver det til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glæde sig.
22 Gladværugt hjarta gjev lækjedom god, men nedslege mod fær beini te visna.
Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene.
23 Gudlaus mann tek gåva i løynd til å bøygja rettargangen.
Den ugudelige tager Gave i Smug for at bøje Rettens Stier.
24 Den vituge hev visdom for augo, men dåren hev augo ved heimsens ende.
For den forstandiges Ansigt er Visdommen; men en Daares Øjne ere ved Jordens Ende.
25 Uvitug son er til gremme for far sin, og beisk sorg for henne som fødde’n.
En daarlig Søn er sin Fader en Harm og sin Moder en Bedrøvelse.
26 Det er’kje godt at og rettferdige fær refsing, og ei at fagna folk fær slag for det som rett er.
Det er end ikke godt at lægge Bøder paa den retfærdige eller at slaa ædle Mænd tvært imod Ret.
27 Den skynsame sparer på ordi, og den vituge mann er kald i hugen.
Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig.
28 Um dåren tagde, gjekk han og for vismann, og for ein vitug mann når han heldt munn.
Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig.
