Salomos Ordsprog 14

1 Kvinnevisdom byggjer huset sitt, men dårskap riv det ned med henderne.

Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.

2 Den som ottast Herren, fer ærleg fram, men krokvegar gjeng den som vanvyrder honom.

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.

3 I narrens munn er ovmods ris, men dei vise hev lipporne sine til vern.

I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.

4 Utan uksar er krubba tom, men når stuten er sterk, vert innkoma stor.

Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

5 Ikkje lyg eit ærlegt vitne, men det falske vitne andar lygn.

Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

6 Spottaren søkjer visdom, men fåfengt, men lett finn den skynsame kunnskap.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

7 Gakk burt frå ein dåre, ei fekk du der merka lippor med kunnskap.

Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

8 Klok manns visdom er: han skynar vegen sin, men dåre-narreskapen er: dei svik seg sjølv.

Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.

9 Dårar fær spott av sitt eige skuldoffer, men millom ærlege folk er godhug.

Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.

10 Hjarta kjenner si eigi sorg, og gleda legg ingen framand seg uppi.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

11 Gudlause folk fær sitt hus lagt i øyde, men ærlege folk ser tjeldet sitt bløma.

Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.

12 Mang ein veg tykkjer folk er rett, men enden på honom er vegar til dauden.

Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.

13 Jamvel midt i låtten kjenner hjarta vondt, og enden på gleda er sorg.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

14 Av åtferdi si skal den fråfalne mettast, og ein god mann held seg burte frå han.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

15 Den einfalde trur kvart ordet, men den kloke agtar på sine stig.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

16 Den vise ottast og held seg frå vondt, men dåren er brålyndt og trygg.

Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.

17 Bråsinna mann gjer narreverk, og meinsløg mann vert hata.

Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

18 Einfalde erver dårskap, men dei kloke fær kunnskap til krans.

De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

19 Vonde skal bøygja seg for dei gode, og gudlause ved portarne til den rettferdige.

Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.

20 Ein fatig vert hata av venen sin jamvel, men ein rik vert elska av mange.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

21 Vanvyrder du næsten din, syndar du, men sæl den som ynkast yver armingar.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

22 Skal ikkje dei fara vilt som finn på vondt, og miskunn og truskap timast deim som finn på godt?

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.

23 Alt stræv fører vinning med seg, men tome ord gjev berre tap.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

24 Rikdomen er for dei vise ei krans, men narreskapen hjå dårar er narreskap.

De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.

25 Eit sanningsvitne bergar liv, men den som andar lygn, er full av svik.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

26 Den som ottast Herren, hev ei borg so fast, og for hans born det finnast skal ei livd.

Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

27 Otte for Herren er livsens kjelda, so ein slepp undan daudesnaror.

HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

28 Mykje folk er konungs prydnad, men folkemink er hovdings fall.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.

29 Langmodig mann hev mykje vit, men bråhuga mann syner narreskap.

Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.

30 Spaklyndt hjarta er likamens liv, men ilska er ròt i beini.

Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

31 Trykkjer du armingen, spottar du skaparen hans, men du ærar skaparen når du er mild mot fatigmann.

At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

32 I ulukka si lyt den gudlause stupa, men den rettferdige hev trygd når han skal døy.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

33 I hjarta på den vituge held visdomen seg still, men hjå dårar ter han seg fram.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.

34 Rettferd upphøgjer eit folk, men syndi er skam for folki.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

35 Kongen likar godt den kloke tenar, men harmast på den som skjemmer seg ut.

En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.