Salomos Ordsprog 14
1 Kvinnevisdom byggjer huset sitt, men dårskap riv det ned med henderne.
Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
2 Den som ottast Herren, fer ærleg fram, men krokvegar gjeng den som vanvyrder honom.
Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
3 I narrens munn er ovmods ris, men dei vise hev lipporne sine til vern.
I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
4 Utan uksar er krubba tom, men når stuten er sterk, vert innkoma stor.
Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
5 Ikkje lyg eit ærlegt vitne, men det falske vitne andar lygn.
Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
6 Spottaren søkjer visdom, men fåfengt, men lett finn den skynsame kunnskap.
Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
7 Gakk burt frå ein dåre, ei fekk du der merka lippor med kunnskap.
Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
8 Klok manns visdom er: han skynar vegen sin, men dåre-narreskapen er: dei svik seg sjølv.
Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
9 Dårar fær spott av sitt eige skuldoffer, men millom ærlege folk er godhug.
Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
10 Hjarta kjenner si eigi sorg, og gleda legg ingen framand seg uppi.
Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
11 Gudlause folk fær sitt hus lagt i øyde, men ærlege folk ser tjeldet sitt bløma.
De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
12 Mang ein veg tykkjer folk er rett, men enden på honom er vegar til dauden.
Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13 Jamvel midt i låtten kjenner hjarta vondt, og enden på gleda er sorg.
Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14 Av åtferdi si skal den fråfalne mettast, og ein god mann held seg burte frå han.
Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15 Den einfalde trur kvart ordet, men den kloke agtar på sine stig.
Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16 Den vise ottast og held seg frå vondt, men dåren er brålyndt og trygg.
Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
17 Bråsinna mann gjer narreverk, og meinsløg mann vert hata.
Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18 Einfalde erver dårskap, men dei kloke fær kunnskap til krans.
De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19 Vonde skal bøygja seg for dei gode, og gudlause ved portarne til den rettferdige.
De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20 Ein fatig vert hata av venen sin jamvel, men ein rik vert elska av mange.
Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21 Vanvyrder du næsten din, syndar du, men sæl den som ynkast yver armingar.
Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
22 Skal ikkje dei fara vilt som finn på vondt, og miskunn og truskap timast deim som finn på godt?
Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23 Alt stræv fører vinning med seg, men tome ord gjev berre tap.
I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24 Rikdomen er for dei vise ei krans, men narreskapen hjå dårar er narreskap.
De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25 Eit sanningsvitne bergar liv, men den som andar lygn, er full av svik.
Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26 Den som ottast Herren, hev ei borg so fast, og for hans born det finnast skal ei livd.
I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27 Otte for Herren er livsens kjelda, so ein slepp undan daudesnaror.
Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28 Mykje folk er konungs prydnad, men folkemink er hovdings fall.
At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29 Langmodig mann hev mykje vit, men bråhuga mann syner narreskap.
Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30 Spaklyndt hjarta er likamens liv, men ilska er ròt i beini.
Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
31 Trykkjer du armingen, spottar du skaparen hans, men du ærar skaparen når du er mild mot fatigmann.
Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
32 I ulukka si lyt den gudlause stupa, men den rettferdige hev trygd når han skal døy.
Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33 I hjarta på den vituge held visdomen seg still, men hjå dårar ter han seg fram.
I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
34 Rettferd upphøgjer eit folk, men syndi er skam for folki.
Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
35 Kongen likar godt den kloke tenar, men harmast på den som skjemmer seg ut.
Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
