Salomos Ordsprog 11
1 Falsk vegt er fæl for Herren, men full vegt likar han godt.
Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men fuldvægtige Lodder ere ham en Velbehagelighed.
2 Kjem stormod, so kjem og skam, men smålåtne, dei hev visdom.
Hovmodighed kom, der kom og Forsmædelse; men hos de ydmyge er Visdom.
3 Dei ærlege hev si uskyld til førar, men fals slær sin herre på hals.
De retsindige, dem leder deres Oprigtighed; men de troløse, dem ødelægger deres forvendte Væsen.
4 Gods hjelper ikkje på vreidens dag, men rettferd frelser frå dauden.
Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.
5 Ærleg manns rettferd jamnar hans veg, men den gudlause stuper ved gudløysa si.
Den oprigtiges Retfærdighed gør hans Vej jævn; men den ugudelige falder ved sin Ugudelighed.
6 Ærlege folk ved si rettferd vert frelste, men dei falske vert fanga i eigen gir.
De oprigtige, dem redder deres Retfærdighed; men de troløse, de fanges i deres egen Ondskab.
7 Når ugudleg mann døyr, er det ute med voni; og vondskaps venting til inkjes vert.
Naar et ugudeligt Menneske dør, er det forbi med hans Haab, og det er forbi med de uretfærdiges Forventelse.
8 Rettferdig vert fria or trengsla, og ugudleg kjem i hans stad.
Den retfærdige udfries af Nød, og den ugudelige kommer i hans Sted.
9 Den skamlause tyner sin granne med munnen, men rettferdige friar seg ut med sin kunnskap.
Med Munden ødelægger den vanhellige sin Næste; men ved Kundskab udfries de retfærdige.
10 Gjeng det godt med rettferdige, fegnast byen, vert gudlause tynte, syng folk av gleda.
En Stad skal fryde sig, naar det gaar de retfærdige vel, og naar de ugudelige omkomme, da bliver der Jubel.
11 Med velsigning frå ærlege folk kjem byen seg upp, men gudlause munn bryt han ned.
Ved de retsindiges Velsignelse ophøjes en Stad; men ved de ugudeliges Mund nedbrydes den.
12 Vitlaus er den som vanvyrdar sin granne, men vitug mann tegjer stilt.
Den, som fattes Forstand, foragter sin Næste; men en Mand, som har Forstand, tier.
13 Den som fer med drøs, ber løynråd ut, men den hjarte-trugne løyner saki.
Den, der gaar omkring som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; men den, som er fast i Aanden, skjuler Sagen.
14 Der inkje styre er, lyt folket falla, men der dei rådvise er mange, der er frelsa.
Hvor ingen Styrelse er, falder et Folk; hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
15 Borgar du for framand, er du ille faren, men han er trygg som hatar handtak.
Naar en borger for en fremmed, da faar han vist en Ulykke; men den, som hader at give Haandslag, er tryg.
16 Ei yndefull kvinna vinn æra, og valdsmenner vinn seg rikdom.
En yndig Kvinde holder fast ved Ære, og Voldsmænd holde fast ved Rigdom.
17 Ein godhjarta mann gjer vel mot si sjæl, men ein hardhjarta mann fer vondt med sitt eige kjøt.
Den, som gør vel imod sin Sjæl, er en barmhjertig Mand; men den, som plager sit Kød, er en grusom Mand.
18 Den ugudlege vinn seg ei sviksam løn, men den som rettferd sår, fær varig løn.
Den ugudelige forhverver en Løn, som er falsk; men den, som saar Retfærdighed, faar en Løn, som er sand.
19 Stend du fast i rettferd, vinn du liv, men fer du etter vondt, då fær du daude.
Saa er Retfærdighed til Liv; men den, der efterjager ondt, haster til sin Død.
20 Dei range i hugen hev Herren ein stygg til, men han likar deim som ulastande ferdast.
De vanartige i Hjertet ere en Vederstyggelighed for Herren; men de, som vandre oprigtigt deres Vej, ere ham en Velbehagelighed.
21 Det kann du gjeva handi på, den vonde vert’kje urefst, men ætti åt rettferdige slepp undan.
Man kan give sin Haand paa, at den onde ikke bliver agtet uskyldig; men de retfærdiges Sæd skal undkomme.
22 Som ein gullring i eit grisetryne er ei fager kvinna utan vit.
Som et Smykke af Guld i Næsen paa en So, saa er en dejlig Kvinde, som intet Skøn har.
23 Det rettferdige ynskjer, vert berre godt, det som gudlause vonar, vert til vreide.
De retfærdiges Begæring er kun godt; men Vreden rammer de ugudeliges Forventning.
24 Ein strår ut og fær endå meir, ein annan vert arm av usømeleg sparing.
Der er den, som udspreder rigeligt, og ham tillægges end mere; og der er den, som holder tilbage mere, end ret er, og dog bliver der kun Mangel.
25 Den som velsignar, skal trivast, og kveikjer du andre, vert sjølv du kveikt.
En Sjæl, som velsigner, skal blive rig; og den, som vederkvæger, skal selv blive vederkvæget.
26 Ein kornflår, honom bannar folket, men signing kjem yver den som sel korn.
Hvo som holder Korn tilbage, ham bander Folket; men Velsignelsen kommer paa dens Hoved, som sælger det ud.
27 Den som strævar etter godt, han søkjer hugnad, men den som leitar etter vondt, han fær det yver seg.
Hvo der søger efter godt, stræber efter Velbehagelighed; men hvo der leder efter ondt, ham skal det vederfares.
28 Den som lit på sin rikdom, han skal stupa, men rettferdige grønkar som lauv.
Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfærdige skulle grønnes som et Blad.
29 Den som øydar sitt hus, skal erva vind, og narren vert træl åt den kloke.
Den, som forstyrrer sit Hus, arver Vind, og Daaren bliver Træl for den, som er viis i Hjertet.
30 Rettferdig manns frukt er eit livsens tre, og sjæler vinn den vise.
Den retfærdiges Frugt er et Livsens Træ, og den vise vinder Sjæle.
31 Du ser rettferdig mann fær vederlag på jordi, kor mykje meir då den ugudlege og syndaren!
Se, den retfærdige faar Betaling paa Jorden, hvor meget mere den ugudelige og Synderen?
