Salomos Ordsprog 1
1 Ordtøke av Salomo, son til David, konge yver Israel.
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
2 Av deim kann ein læra visdom og age og skyna vituge ord.
Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
3 Og få age so ein vert klok, rettferd og rett og rettvisa.
tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
4 Dei kann gjeva dei urøynde klokskap, ungdomen kunnskap og ettertanke -
de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
5 so den vise kann høyra og auka sin lærdom og den vituge verta rådklok.
den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
6 Dei gjev skyn på ordtak og myrke ord, ord frå dei vise og gåtorne deira.
de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
7 Otte for Herren er upphav til kunnskap, uvitingar vanvyrder visdom og age.
HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
8 Høyr etter, son min, når far din deg agar, og kasta’kje frå deg det mor di deg lærer!
Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
9 For det er ein yndeleg krans for ditt hovud, og kjedor kring halsen din.
thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10 Son min, når syndarar lokkar deg, samtykk ikkje!
Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
11 Um dei segjer: «Kom med oss! Me vil lura etter blod, setja fella for den skuldlause utan grunn;
Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Haar, som for de i Graven. (Sheol h7585)
13 Me vinna oss alle slag skattar, og fyller husi våre med rov;
Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
14 du skal få lutskifte saman med oss, alle skal me ha same pungen.» -
Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«
15 Son min, gakk ikkje då på vegen med deim, haldt foten din burte frå deira stig!
— min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16 For føterne deira spring til vondt og er snøgge til å renna ut blod.
thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17 Men fåfengt breier dei netet for augo på alle fuglar.
Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18 Dei lurer på sitt eige blod og set eit garn for sitt eige liv.
de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19 So gjeng det kvar som riv til seg med ran, det drep sin eigen herre.
Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
20 Vismøyi ropar på gata og lyfter si røyst på torgi.
Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
21 På gatehyrna preikar ho midt i ståket, i porthallar og kring i byen ho talar:
oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
22 «Kor lenge vil de fåkunnige elska fåkunna, og kor lenge vil spottarar ha hug til spott, og dårar hata kunnskap?
Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
23 Snu dykk hit når eg refser! So skal åndi mi fløyma for dykk, og eg skal kunngjera dykk mine ord.
Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24 Eg ropa og de vilde ikkje høyra, og ingen agta på at eg rette ut handi,
Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25 De brydde dykk ei um all mi råd, og ansa ikkje mitt refsings ord,
men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
26 So skal eg då læ når de ulukka fær, eg skal spotta når det som de ræddast kjem,
derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
27 når det de ræddast kjem som eit uver, og uferdi dykkar fer hit som ein storm, når trengsla og naud kjem på dykk.
naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
28 Då vil eg ikkje svara når de ropar på meg, dei skal naudleita etter meg, men ikkje finna meg.
Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
29 Av di dei hata kunnskap og forsmådde otte for Herren,
fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;
30 ikkje lydde på mi råd, vanyrde all mi påminning,
mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
31 skal dei eta frukt av si åtferd og verta mette av sine råder.
Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
32 For einvisa drep dei einfaldne, og tryggleiken dårarne tyner.
thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
33 Men den bur trygt, som høyrer på meg, verna um ulukke-rædsla.»
men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
