Matteus 13
1 Same dagen gjekk Jesus ut og sette seg nedmed sjøen.
Onoga dana Isus iziđe iz kuće i sjede uz more.
2 Då samla det seg so mykje folk ikring honom, at han laut ganga ut på eit skip og setja seg der, og heile folkemengdi stod burtetter strandi.
I nagrnu k njemu silan svijet te je morao ući u lađu: sjede, a sve ono mnoštvo stajaše na obali.
3 Då sagde han deim mangt og mykje i likningar og tok so til ords: «Ein såmann gjekk ut og skulde så,
I zborio im je mnogo u prispodobama: “Gle, iziđe sijač sijati.
4 og då han sådde, fall noko av kornet frammed vegen, og fuglarne kom og åt det upp.
I dok je sijao, nešto zrnja pade uz put, dođoše ptice i pozobaše ga.
5 Noko fall på steingrunn; der hadde det ikkje mykje jord, og det rann snøgt upp, av di der var so grunt;
Nešto opet pade na kamenito tlo, gdje nemaše dosta zemlje, i odmah izniknu jer nemaše duboke zemlje.
6 men då soli steig, skein det av; for det hadde ikkje rot.
A kad sunce ogranu, izgorje i jer nemaše korijena, osuši se.
7 Noko fall millom klunger, og klungeren voks upp og kjøvde det.
Nešto opet pade u trnje, trnje uzraste i uguši ga.
8 Noko fall i god jord og gav grøda, sumt hundrad foll, og sumt seksti foll, og sumt tretti foll.
Nešto napokon pade na dobru zemlju i davaše plod: jedno stostruk, drugo šezdesetostruk, treće tridesetostruk.”
9 Høyr etter, kvar som høyra kann!»
“Tko ima uši, neka čuje!”
10 Læresveinarne kom og sagde til honom: «Kvi talar du til deim i likningar?»
I pristupe učenici pa ga zapitaju: “Zašto im zboriš u prispodobama?”
11 Då svara han: «De fær vita løyndomarne i himmelriket, men det gjer ikkje dei.
On im odgovori: “Zato što je vama dano znati otajstva kraljevstva nebeskoga, a njima nije dano.
12 For den som hev, han skal få, so han hev nøgdi; men den som inkje hev, skal missa endå det som han hev.
Doista, onomu tko ima dat će se i obilovat će, a onomu tko nema oduzet će se i ono što ima.
13 Difor talar eg til deim i likningar; for um dei ser, so ser dei ikkje, og um dei høyrer, so høyrer dei ikkje og skynar ikkje.
U prispodobama im zborim zato što gledajući ne vide i slušajući ne čuju i ne razumiju.”
14 På deim vert det sanna det som Jesaja spådde: «Ja, høyra skal de nok, men ikkje håtta, sjå skal de nok, men de skal ikkje skilja.
“Tako se ispunja na njima proroštvo Izaijino koje govori: Slušat ćete, slušati - i nećete razumjeti; gledat ćete, gledati - i nećete vidjeti!
15 For dette folket hev so hard ein hug; tungt høyrer dei med øyro, og augo let dei att, so dei med augo inkje sjå, med øyro inkje høyra skal, og aldri med sitt hjarta skyna, og snu, so eg deim lækja fær.»
Jer usalilo se srce naroda ovoga: uši začepiše, oči zatvoriše da očima ne vide, ušima ne čuju, srcem ne razumiju te se ne obrate pa ih izliječim.
16 Men sæle dykkar augo som ser, og dykkar øyro som høyrer!
A blago vašim očima što vide, i ušima što slušaju.
17 For det segjer eg dykk for sant: Mange profetar og rettferdige stunda etter å sjå det som de ser, og fekk ikkje sjå det, og høyra det som de høyrer, og fekk ikkje høyra det.
Zaista, kažem vam, mnogi su proroci i pravednici željeli vidjeti što vi gledate, ali nisu vidjeli; i čuti što vi slušate, ali nisu čuli.”
18 So høyr no de likningi um såmannen:
“Vi, dakle, poslušajte prispodobu o sijaču.
19 Kvar gong nokon høyrer ordet um Gudsriket, og ikkje skynar det, so kjem den vonde og stel burt det som er sått i hjarta hans; det er det kornet som var sått frammed vegen.
Svakomu koji sluša Riječ o Kraljevstvu, a ne razumije, dolazi Zli te otima što mu je u srcu posijano. To je onaj uz put zasijan.
20 Det som var sått på steingrunn, det er den som høyrer ordet og straks tek imot det med gleda,
A zasijani na tlo kamenito - to je onaj koji čuje Riječ i odmah je s radošću prima,
21 men han hev ikkje rot i seg, og held ikkje ut langt bilet; kjem han i naud eller fåre for ordet skuld, so leidest han snart og fell ifrå.
ali nema u sebi korijena, nego je nestalan: kad zbog Riječi nastane nevolja ili progonstvo, odmah se pokoleba.
22 Det som var sått millom klunger, det er den som høyrer ordet, men suti for det timelege og den svikalle rikdomen kjøver ordet, so det ikkje ber frukt. (aiōn g165)
Zasijani u trnje - to je onaj koji sluša Riječ, ali briga vremenita i zavodljivost bogatstva uguše Riječ, te ona ostane bez ploda. (aiōn g165)
23 Det som var sått i god jord, det er dei som høyrer ordet og skynar det; dei er det som gjev grøda; ein gjev hundrad foll, og ein seksti foll, og ein tretti foll.»
Zasijani na dobru zemlju - to je onaj koji Riječ sluša i razumije, pa onda, dakako, urodi i daje: jedan stostruko, jedan šezdesetostruko, a jedan tridesetostruko.”
24 So sette han fram ei onnor likning og sagde: «Himmelriket kann liknast med ein mann som hadde sått godt frø i åkeren sin;
Drugu im prispodobu iznese: “Kraljevstvo je nebesko kao kad čovjek posije dobro sjeme na svojoj njivi.
25 men medan folket sov, kom uvenen hans og sådde svimling millom kveiten, og gjekk sin veg.
Dok su njegovi ljudi spavali, dođe njegov neprijatelj, posije posred žita kukolj i ode.
26 Då no åkeren voks upp og skaut aks, so kom svimlingen og til synes.
Kad usjev uzraste i isklasa, tada se pokaza i kukolj.
27 Då gjekk sveinarne til husbonden og sagde: «Herre, sådde du’kje godt frø i åkeren din? Kvar kjem då ugraset frå?»
Sluge pristupe domaćinu pa mu reknu: 'Gospodaru, nisi li ti dobro sjeme posijao na svojoj njivi? Odakle onda kukolj?'
28 «Det hev ein uven gjort, » svara han. «Vil du me skal ganga og rykkja det upp?» segjer dei.
On im odgovori: 'Neprijatelj čovjek to učini.' Nato mu sluge kažu: 'Hoćeš li, dakle, da odemo pa da ga pokupimo?'
29 «Nei, » sagde han, «for då kunde de koma til å riva upp kveiten og med det same.
A on reče: 'Ne! Da ne biste sabirući kukolj iščupali zajedno s njim i pšenicu.
30 Lat båe veksa med einannan til hausten, og når skurdonni kjem, vil eg segja til skjerarane: «Sanka fyrst svimlingen saman og bunta honom i hop til å brennast, men hav kveiten inn i løda mi!»»»
Pustite nek oboje raste do žetve. U vrijeme žetve reći ću žeteocima: Pokupite najprije kukolj i svežite ga u snopove da se spali, a žito skupite u moju žitnicu.'”
31 So sette han fram ei likning til og sagde: «Himmelriket er likt eit senapskorn som ein mann tok og sette i hagen sin.
I drugu im prispodobu iznese: “Kraljevstvo je nebesko kao kad čovjek uze gorušičino zrno i posija ga na svojoj njivi.
32 Det er mindre enn alle andre frøkorn; men når det hev vakse upp, er det større enn alle hagevokstrar og vert eit heilt tre, so fuglane i lufti kjem og byggjer reir i greinerne på det.»
Ono je doduše najmanje od svega sjemenja, ali kad uzraste, veće je od svega povrća. Razvije se u stablo te dolaze ptice nebeske i gnijezde mu se po granama.”
33 So sagde han deim ei onnor likning: «Himmelriket er likt ein surdeig som ei kona tok og gøymde i tri skjeppor mjøl, til alt mjølet var syrt.»
I drugu im kaza prispodobu: “Kraljevstvo je nebesko kao kad žena uze kvasac i zamijesi ga u tri mjere brašna dok sve ne uskisne.”
34 Alt dette tala Jesus til folket i likningar, og utan likningar tala han aldri til deim,
Sve je to Isus mnoštvu zborio u prispodobama. I ništa im nije zborio bez prispodoba -
35 so det skulde sannast det som er tala gjenom profeten, når han segjer: «Med likningar so vil eg lata upp min munn, og segja fram det som var løynt frå verdi vart.»
da se ispuni što je rečeno po proroku: Otvorit ću u prispodobama usta svoja, iznijet ću što je sakriveno od postanka svijeta.
36 So bad han farvel med folket og gjekk inn att. Då kom læresveinarne til honom og sagde: «Tyd ut for oss likningi um svimlingen i åkeren!»
Tada otpusti mnoštvo i uđe u kuću. Pristupe mu učenici govoreći: “Razjasni nam prispodobu o kukolju na njivi.”
37 Han svara: Den som sår det gode frøet, er Menneskjesonen;
On odgovori: “Sijač dobroga sjemena jest Sin Čovječji.
38 åkeren er verdi; det gode frøet er dei som eig heime i Gudsriket, og svimlingen dei som høyrer under den vonde;
Njiva je svijet. Dobro sjeme sinovi su Kraljevstva, a kukolj sinovi Zloga.
39 uvenen som sådde svimlingen, er djevelen; hausten er endelykti på verdi, og skurdfolket er englarne. (aiōn g165)
Neprijatelj koji ga posija jest đavao. Žetva je svršetak svijeta, a žeteoci anđeli. (aiōn g165)
40 Liksom no svimlingen vert sanka i hop og uppbrend, soleis skal det ganga til når det vert ende på verdi: (aiōn g165)
Kao što se kukolj sabire i ognjem sažiže, tako će biti na svršetku svijeta. (aiōn g165)
41 Menneskjesonen skal senda ut englarne sine, og dei skal sanka ut or riket hans alt som skjemmer ut, og alle som gjer urett,
Sin će Čovječji poslati svoje anđele da pokupe iz njegova kraljevstva sve zavodnike i bezakonike
42 og kasta deim i den gloande omnen, der dei græt og skjer tenner.
i bace ih u peć ognjenu, gdje će biti plač i škrgut zubi.
43 Då skal dei rettferdige skina som soli i riket åt far sin. Høyr etter, kvar som høyra kann!
Tada će pravednici zasjati poput sunca u kraljevstvu Oca svojega.” “Tko ima uši, neka čuje!”
44 Himmelriket er likt ein skatt som var nedgraven i ein åker. Den skatten var det ein mann som fann; han grov honom ned att, og glad som han var, gjekk han burt og selde alt det han hadde, og kjøpte åkeren.
“Kraljevstvo je nebesko kao kad je blago skriveno na njivi: čovjek ga pronađe, sakrije, sav radostan ode, proda sve što ima i kupi tu njivu.”
45 Sameleis er himmelriket likt ein kjøpmann som leita etter væne perlor.
“Nadalje, kraljevstvo je nebesko kao kad trgovac traga za lijepim biserjem:
46 Då han so fann ei som var ovgild, gjekk han av og gjorde alt han åtte i pengar, og kjøpte den perla.
pronađe jedan dragocjeni biser, ode, rasproda sve što ima i kupi ga.”
47 Sameleis er himmelriket likt ei not som dei kastar i sjøen og fangar alle slag fisk i;
“Nadalje, kraljevstvo je nebesko kao kad mreža bačena u more zahvati svakovrsne ribe.
48 når ho er full, dreg dei henne upp på strandi, og so set dei seg ned og sankar den gode fisken i koppar, men den som ikkje duger, kastar dei ut.
Kad se napuni, izvuku je na obalu, sjednu i skupe dobre u posude, a loše izbace.
49 Soleis skal det ganga til når det vert ende på verdi. Då skal englarne fara ut og skilja dei vonde frå dei gode (aiōn g165)
Tako će biti na svršetku svijeta. Izići će anđeli, odijeliti zle od pravednih (aiōn g165)
50 og kasta dei vonde i den gloande omnen, der dei græt og skjer tenner.
i baciti ih u peć ognjenu, gdje će biti plač i škrgut zubi.”
51 «Skyna de alt dette?» «Ja, » svara dei.
“Jeste li sve ovo razumjeli?” Odgovore mu: “Jesmo.”
52 «Det er godt, » sagde han; «for ein lærar som hev gjenge himmelriks-skulen, er lik ein husbond som tek fram både nytt og gamalt av det han hev gøymt.»
A on će im: “Stoga svaki pismoznanac upućen u kraljevstvo nebesko sličan je čovjeku domaćinu koji iz svoje riznice iznosi novo i staro.”
53 Då Jesus hadde sagt deim alle desse likningarne, for han burt att.
Kad Isus završi sve ove prispodobe, ode odande.
54 So kom han til fødesheimen sin og lærde deim i synagoga deira, so dei vart reint upp i under og sagde: «Kvar hev han fenge slik visdom frå og slike underfulle krafter?
I dođe u svoj zavičaj. Naučavaše ih u njihovoj sinagogi te zapanjeni govorahu: “Odakle ovomu ta mudrost i te čudesne sile?
55 Er’kje dette timbremanns-sonen? Heiter ikkje mor hans Maria, og brørne hans Jakob og Josef og Simon og Judas?
Nije li ovo drvodjeljin sin? Nije li mu majka Marija, a braća Jakov, i Josip, i Šimun, i Juda?
56 Og systerne hans, bur dei’kje alle her i grendi? Kvar hev so han fenge alt det frå?»
I sestre mu nisu li sve među nama? Odakle mu sve to?”
57 Og dei støyttest ved honom. Men Jesus sagde til deim: «Ein profet er ikkje vanvyrd utan i si eige grend og i si eigi ætt.»
I sablažnjavahu se o njega. A Isus im reče: “Nije prorok bez časti doli u svom zavičaju i u svom domu.”
58 Og han gjorde ikkje mange under der, for di dei var so vantrune.
I ne učini ondje mnogo čudesa zbog njihove nevjere.
