Markus 4
1 So tok han til å læra folket att ved sjøen; og det samla det seg ei uhorveleg mengd ikring honom, so han laut ganga ut i ein båt; den sat han i utpå vatnet, og heile folkehopen stod innpå land nedmed sjøen.
I poče opet poučavati uz more. I zgrnu se k njemu silan svijet te on uđe u lađu i sjede na moru, a sve ono mnoštvo bijaše uz more, na kopnu.
2 Då lærde han deim mangt og mykje i likningar, og med han soleis lærde deim, sagde han:
Poučavao ih je u prispodobama mnogočemu. Govorio im u pouci:
3 Høyr her! Det var ein såmann som gjekk ut og vilde så.
“Poslušajte! Gle, iziđe sijač sijati.
4 Då bar det seg so til med han sådde, at noko av kornet fall frammed vegen, og fuglarne kom og åt det upp.
I dok je sijao, poneko zrno pade uz put, dođoše ptice i pozobaše ga.
5 Noko fall på steingrunn; der hadde det ikkje mykje jord, og det rann snøgt upp, av di der var so grunt;
Neko opet pade na kamenito tlo gdje nemaše dosta zemlje. Odmah izniknu jer nemaše duboke zemlje.
6 men då soli steig, skein det av, for det hadde ikkje rot.
Ali kad ogranu sunce, izgorje; i jer nemaše korijenja, osuši se.
7 Noko fall millom klunger, og klungeren voks upp og kjøvde det, og det gav ikkje grøda.
Neko opet pade u trnje i trnje uzraste i uguši ga te ploda ne donese.
8 Noko fall i god jord; det rann upp og voks og gav grøda og bar upp til tretti og seksti og hundrad foll.
Neko napokon pade u dobru zemlju i dade plod, razraste se i razmnoži, te donese: jedno tridesetostruko, jedno šezdesetostruko, jedno stostruko.”
9 Høyr etter, kvar som høyra kann! sagde han då.
I doda: “Tko ima uši da čuje, neka čuje!”
10 Då han vart åleine, kom dei tolv og dei andre som var med honom, og spurde honom um likningarne.
Kad bijaše nasamo, oni oko njega zajedno s dvanaestoricom pitahu ga o prispodobama.
11 Han svara: «De fær vita løyndomen i Gudsriket, men til dei andre, som er utanfor, kjem allting i likningar,
I govoraše im: “Vama je dano otajstvo kraljevstva Božjega, a onima vani sve biva u prispodobama:
12 so dei skal sjå, men ikkje skilja, og høyra, men ikkje skyna; elles kunde dei venda um og få tilgjeving.
da gledaju, gledaju - i ne vide, slušaju, slušaju - i ne razumiju, da se ne obrate pa da im se otpusti.”
13 Men skynar de’kje denne likningi, sagde han, korleis kann de då greida alle dei andre likningarne?
I kaže im: “Zar ne znate tu prispodobu? Kako ćete onda razumjeti prispodobe uopće?
14 Såmannen, det er den som sår Guds ord.
Sijač sije Riječ.
15 Dei frammed vegen, det er dei som Guds ord vert sått i, men med same dei hev høyrt det, kjem Satan, og tek burt ordet som var sått i deim.
Oni uz put, gdje je Riječ posijana, jesu oni kojima, netom čuju, odmah dolazi Sotona i odnosi Riječ u njih posijanu.
16 Sameleis dei som var sådde på steingrunn; det er dei som straks dei fær høyra Guds ord, tek imot det med gleda;
Zasijani na tlo kamenito jesu oni koji kad čuju Riječ, odmah je s radošću prime,
17 men dei hev ikkje rot i seg, og held ikkje ut langt bilet; kjem dei so i naud eller fåre for ordet skuld, leidest dei straks og fell ifrå.
ali nemaju u sebi korijena, nego su nestalni: kad nastane nevolja ili progonstvo zbog Riječi, odmah se sablazne.
18 Andre var sådde millom klunger; det er dei som hev høyrt Guds ord,
A drugi su oni u trnje zasijani. To su oni koji poslušaju Riječ,
19 men suterne for det timelege og den svikfulle rikdomen og fysna etter alle andre ting, trengjer seg inn og kjøver ordet, so det vert grødelaust. (aiōn g165)
ali nadošle brige vremenite, zavodljivost bogatstva i ostale požude uguše Riječ te ona ostane bez ploda. (aiōn g165)
20 Men dei som var sådde i god jord, det er dei som høyrer Guds ord og tek imot det, og gjev grøda i tretti og seksti og hundrad foll.»
A zasijani na dobru zemlju jesu oni koji čuju i prime Riječ te urode: tridesetostruko, šezdesetostruko, stostruko.
21 Sidan sagde han til deim: «Når dei kjem inn med eit ljos, set dei det då under skjeppa eller sengi? set dei det’kje i staken?
I govoraše im: “Unosi li se svjetiljka da se pod posudu stavi ili pod postelju? Zar ne da se stavi na svijećnjak?
22 For ingen ting er dult utan det vert openberra, og ingen ting vart løynt utan det laut fram i ljoset.
Ta ništa nije zastrto, osim zato da se očituje; i ništa skriveno, osim zato da dođe na vidjelo!
23 Høyr etter, kvar som høyra kann!»
Ima li tko uši da čuje, neka čuje.”
24 So sagde han til deim: «Sjå dykk fyre kva de høyrer på! Det målet de mæler med, skal dei mæla åt dykk med, og endå skal de få noko attpå.
I govoraše im: “Pazite što slušate. Mjerom kojom mjerite mjerit će vam se. I nadodat će vam se.
25 For den som hev, han skal få, men den som ikkje hev, skal missa endå det som han hev.»
Doista, onomu tko ima dat će se, a onomu tko nema oduzet će se i ono što ima.”
26 Sidan sagde han: «Med Guds rike er det so som når ein mann hev sått kornet i jordi:
I govoraše im: “Kraljevstvo je Božje kao kad čovjek baci sjeme u zemlju.
27 Han søv og ris upp, natt etter natt og dag etter dag, og frøet renn upp og veks - han veit ikkje korleis det gjeng til;
Spavao on ili bdio, noću i danju sjeme klija i raste - sam ne zna kako;
28 av seg sjølv ber jordi si grøda, fyrst strå, so aks, so fulle korn i kvart aks.
zemlja sama od sebe donosi plod: najprije stabljiku, onda klas i napokon puno zrnja na klasu.
29 Men so snart som åkeren er skjær, tek han fram sigden; for hausten er komen.»
A čim plod dopusti, brže se on laća srpa jer eto žetve.”
30 So sagde han: «Kva skal me likna Guds rike i hop med? kva bilæte skal me teikna det med?
I govoraše: “Kako da prispodobimo kraljevstvo nebesko ili u kojoj da ga prispodobi iznesemo?
31 Det er liksom senapskornet; når det vert lagt i jordi, er det mindre enn alle frøkorn i verdi.
Kao kad se gorušičino zrno posije u zemlju. Manje od svega sjemenja na zemlji,
32 Men etter det er sått, renn det upp og vert større enn alle hagevokstrar og fær store greiner, so fuglarne i lufti kann byggja reir i skuggen av det.»
jednoć posijano, naraste i postane veće od svega povrća pa potjera velike grane te se pod sjenom njegovom gnijezde ptice nebeske.”
33 I mange sovore likningar tala han Guds ord til deim, etter som dei var god til å skyna det.
Mnogim takvim prispodobama navješćivaše im Riječ, kako već mogahu slušati.
34 Forutan likningar tala han ikkje til folket; men når han var åleine med læresveinarne sine, lagde han det ut alt saman for deim.
Bez prispodobe im ne govoraše, a nasamo bi svojim učenicima sve razjašnjavao.
35 Då det leid til kvelds same dagen, sagde han til deim: «Lat oss fara yver til hi sida!»
Uvečer istoga dana kaže im: “Prijeđimo prijeko!”
36 So skildest dei med folket og tok honom med i båten, som han var. Og andre båtar fylgde og med.
Oni otpuste mnoštvo i povezu Isusa kako već bijaše u lađi. A pratile su ga i druge lađe.
37 Då vart det so hardt eit ver, at bårorne slo inn i båten, og han var nær på å fyllast.
Najednom nasta žestoka oluja, na lađu navale valovi te su je već gotovo napunili.
38 Men Jesus låg og sov på høgjendet i bakskuten. Dei vekte honom og sagde: «Meister, er du like sæl um me gjeng under?»
A on na krmi spavaše na uzglavku. Probude ga i kažu mu: “Učitelju! Zar ne mariš što ginemo?”
39 So stod han upp og truga vinden og sagde til sjøen: «Teg, og ver still!» Då logna vinden, og det vart blikende stilt.
On se probudi, zaprijeti vjetru i reče moru: “Utihni! Umukni!” I smiri se vjetar i nasta velika utiha.
40 Og han sagde til deim: «Kvi er de rædde? Hev de endå ingi tru?»
Tada im reče: “Što ste bojažljivi? Kako nemate vjere?”
41 Men dei var fulle av otte og sagde seg imillom: «Kva er då dette for ein, som både vinden og sjøen lyder?»
Oni se silno prestrašiše pa se zapitkivahu: “Tko li je ovaj da mu se i vjetar i more pokoravaju?”
