Klagesangene 5
1 Kom i hug, Herre, kor det er med oss! Skoda etter og sjå, kor me er svivyrde!
HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
2 Vår arv er komen åt framande, våre hus åt utlendske menner.
Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
3 Farlause er me vortne, hev ikkje far. Møderne våre er som enkjor.
Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
4 Me lyt kjøpa det vatnet me drikk, vår ved lyt me betala.
Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
5 Våre forfylgjarar hev me på halsen; me er trøytte, fær ikkje kvild.
Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
6 Til Egyptarland rette me hand, til Assyria, vilde mettast med brød.
Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
7 Våre feder synda, dei er burte, me lyt bera deira misgjerningar.
Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
8 Trælar er våre herrar, og ingen riv oss ut or deira hand.
Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
9 Me søkjer vårt brød med livsens fåre for sverdet i øydemark.
Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
10 Vår hud er glodheit som omnen, for svolten som gneg og brenn.
Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
11 Kvende hev i Sion dei skjemt, møyar i byarne i Juda.
De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
12 Hovdingar hengde dei med si hand, gamle viste dei ikkje vyrdnad.
Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
13 Ungmenne laut bera kverni, og gutar seig ned med vedbyrdi på.
Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
14 Dei gamle sit ikkje lenger i porten, dei unge ikkje meir med sitt strengespel.
De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
15 Det er slutt med vår hjartans gleda, vår dans er umsnudd til sorg.
Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
16 Kransen er fallen av vårt hovud; usæle me, at me hev synda!
Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17 Difor er hjarta vårt sjukt, di so er augo våre dimme -
Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
18 for Sions fjell som ligg audt, der renner no revar ikring.
For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
19 Du, Herre, sit æveleg konge, frå ætt til ætt stend din kongsstol.
Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
20 Kvi vil du oss æveleg gløyma, ganga frå oss dagarne lange?
Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
21 Vend oss, Herre, til deg, so kjem me; nya upp att våre dagar frå gamalt!
Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
22 For du kann vel ikkje reint ha støytt oss burt, vera so ovleg harm på oss.
Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
