Klagesangene 5
1 Kom i hug, Herre, kor det er med oss! Skoda etter og sjå, kor me er svivyrde!
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Vår arv er komen åt framande, våre hus åt utlendske menner.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Farlause er me vortne, hev ikkje far. Møderne våre er som enkjor.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Me lyt kjøpa det vatnet me drikk, vår ved lyt me betala.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 Våre forfylgjarar hev me på halsen; me er trøytte, fær ikkje kvild.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 Til Egyptarland rette me hand, til Assyria, vilde mettast med brød.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Våre feder synda, dei er burte, me lyt bera deira misgjerningar.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Trælar er våre herrar, og ingen riv oss ut or deira hand.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 Me søkjer vårt brød med livsens fåre for sverdet i øydemark.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Vår hud er glodheit som omnen, for svolten som gneg og brenn.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 Kvende hev i Sion dei skjemt, møyar i byarne i Juda.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Hovdingar hengde dei med si hand, gamle viste dei ikkje vyrdnad.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Ungmenne laut bera kverni, og gutar seig ned med vedbyrdi på.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 Dei gamle sit ikkje lenger i porten, dei unge ikkje meir med sitt strengespel.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Det er slutt med vår hjartans gleda, vår dans er umsnudd til sorg.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Kransen er fallen av vårt hovud; usæle me, at me hev synda!
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 Difor er hjarta vårt sjukt, di so er augo våre dimme -
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
18 for Sions fjell som ligg audt, der renner no revar ikring.
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Du, Herre, sit æveleg konge, frå ætt til ætt stend din kongsstol.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Kvi vil du oss æveleg gløyma, ganga frå oss dagarne lange?
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Vend oss, Herre, til deg, so kjem me; nya upp att våre dagar frå gamalt!
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 For du kann vel ikkje reint ha støytt oss burt, vera so ovleg harm på oss.
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
