Klagesangene 3
1 Eg er mannen som naudi såg under hans vreide-ris.
Jaz sem človek, ki je videl stisko s palico njegovega besa.
2 Meg hev han ført og late ferdast i myrker og ikkje i ljos.
Vodil me je in me privedel v temo, toda ne v svetlobo.
3 Berre mot meg vender han si hand upp att og upp att heile dagen.
Zagotovo je obrnjen zoper mene; svojo roko je obračal zoper mene ves dan.
4 Han hev late meg eldast i hold og hud, han hev krasa mine bein.
Postaral je moje meso in mojo kožo, zlomil je moje kosti.
5 Han bygde att for meg og ringa meg inn med beiska og møda.
Zidal je zoper mene in me obdal z žolčem in muko.
6 I myrkret hev han set meg, lik deim som longe er daude.
Postavil me je v temne kraje, kakor tiste, ki so mrtvi od davnine.
7 Han mura att for meg, so eg kjem meg ikkje ut; tunge gjorde han mine lekkjor.
Ogradil me je naokoli, da ne morem priti ven. Mojo verigo je naredil težko.
8 Endå eg kallar og ropar, let han att for mi bøn.
Tudi ko jokam in vpijem, on ustavlja mojo molitev.
9 Han mura fyre mine vegar med tilhoggen stein, gjorde det uført på min stig.
Moje steze je obdal s klesanim kamnom, moje poti je storil sprijene.
10 Ein lurande bjørn var han mot meg, ei løva i løyne.
Bil mi je kakor medved, ki preži v zasedi in kakor lev na skrivnih krajih.
11 Til villstig gjorde han min veg; han reiv meg sund og lagde meg i øyde.
Moje poti je obrnil vstran in me raztrgal. Naredil me je zapuščenega.
12 Han spente sin boge og sette meg til skotmål for si pil.
Upognil je svoj lok in me postavil kakor tarčo za puščico.
13 Han let renna inni mine nyro pilehus-sønerne sine.
Puščicam svojega tula je storil, da vstopijo v mojo notranjost.
14 Eg vart til lått for alt mitt folk, deira nidvisa heile dagen.
Bil sem v posmeh vsemu svojemu ljudstvu in ves dan njihova pesem.
15 Han metta meg med beiske urter, han gav meg malurt å drikka.
Nasičeval me je z grenkobo, opijanjal me je s pelinom.
16 Han let meg knasa mine tenner på småstein, han grov meg ned i oska.
Prav tako je moje zobe zlomil z ostrimi kamni, pokril me je s pepelom.
17 Og du støytte burt frå fred mi sjæl; eg gløymde kor det var å hava det godt.
Mojo dušo si odstranil daleč stran od miru. Pozabil sem uspevanje.
18 Og eg sagde: «Det er ute med mi kraft og med mi von til Herren.»
Rekel sem: »Moja moč in moje upanje je izginilo od Gospoda,
19 Kom i hug mi naud og mi utlægd - malurt og beiska.
spominjajoč se moje stiske in moje bede, pelina in žolča.
20 Ho minnest det, sjæli mi, og er nedbøygd i meg.
Moja duša jih ima še vedno v spominu in je ponižana v meni.
21 Dette vil eg leggja meg på hjarta, og difor vil eg vona:
To si ponovno kličem v svoj um, zato imam upanje.
22 Herrens nåde det er, at det ikkje er ute med oss, for hans miskunn er enn ikkje all.
To je od Gospodovih milosti, da nismo použiti, ker njegova sočutja ne odnehajo.
23 Kvar morgon er ho ny, å, stor er din truskap.
Ta so nova vsako jutro. Velika je tvoja zvestoba.
24 Min lut er Herren, segjer mi sjæl; difor vonar vil eg vona på honom.
Gospod je moj delež, pravi moja duša, zato bom upal vanj.
25 Herren er god med deim som ventar på honom, med den sjæl som søkjer honom.
Gospod je dober vsem tistim, ki čakajo nanj; duši, ki ga išče.
26 Det er godt å vera still for Herren og venta på hans frelsa.
Dobro je, da bi človek upal in tiho čakal na Gospodovo rešitev duše.
27 Det er godt for mannen at han ber ok i sin ungdom,
Dobro je za človeka, da nosi jarem v svoji mladosti.
28 at han sit einsleg og tegjande, når han legg det på,
Sedi sam in molči, ker ga je nosil na sebi.
29 at han luter seg med munnen mot moldi - kann henda det enn er von -
Svoja usta polaga v prah, morda bi bilo lahko še upanje.
30 at han held fram si kinn til slag, let seg metta med svivyrda.
Svoje lice daje tistemu, ki ga udarja, napolnjen je z grajo.
31 For Herren støyter ikkje æveleg burt.
Kajti Gospod ne bo zavrgel na veke,
32 For um han legg på sorg, so miskunnar han endå etter sin store nåde.
toda čeprav je povzročil žalost, bo vendar imel sočutje glede na množico svojih usmiljenj.
33 For det er ikkje av hjarta han legg møda og sorg på mannsborni.
Kajti on ni voljan prizadeti niti užalostiti človeških otrok.
34 At dei krasar under fot alle fangar i landet,
Da bi pod svojimi stopali zdrobil vse jetnike zemlje,
35 at dei rengjer retten for mannen framfor åsyni til den Høgste,
da bi odvrnil človekovo pravico pred obrazom Najvišjega,
36 at ein gjer urett mot ein mann i hans sak - ser ikkje Herren slikt?
da človeka spodkoplje v njegovi pravdi, [tega] Gospod ne odobrava.
37 Kven tala, og det vart, um Herren ikkje baud?
Kdo je tisti, ki pravi in se to zgodi, ko Gospod tega ne zapove?
38 Kjem ikkje frå munnen til den Høgste både vondt og godt?
Iz ust Najvišjega ne izhaja zlo in dobro?
39 Kvi skal eit livande menneskje klaga? Kvar syrgje yver si synd!
Zakaj se živeči človek pritožuje, človek zaradi kaznovanja svojih grehov?
40 Lat oss ransaka våre vegar og røyna deim og venda oss til Herren!
Preiščimo in preizkusimo svoje poti in se ponovno obrnimo h Gospodu.
41 Lat oss lyfta våre hjarto likeins som våre hender til Gud i himmelen!
Vzdignimo svoja srca s svojimi rokami k Bogu v nebesih.
42 Me hev synda og vore ulyduge, du hev ikkje tilgjeve.
Pregrešili smo se in uprli. Ti nisi oprostil.
43 Du sveipte deg i vreide og elte oss, du slo i hel utan nåde.
Pokril si [nas] s svojo jezo in nas preganjal. Umoril si, nisi se usmilil.
44 I skyer sveipte du deg, so ingi bøn rakk fram.
Pokril si se z oblakom, da naša molitev ne bi šla skozi.
45 Til skarn og styggje hev du gjort oss midt imillom folki.
Naredil si nas kakor izvržek in zavrnitev v sredi ljudstev.
46 Dei spila upp sitt gap imot oss, alle våre fiendar.
Vsi naši sovražniki so odprli svoja usta zoper nas.
47 Gruv og grav det vart vår lut, øyding og tjon.
Strah in zanka sta prišla nad nas, opustošenje in uničenje.
48 Tårebekkjer strøymer or mitt auga for tjonet på mitt folks dotter.
Moje oko teče navzdol z rekami voda, zaradi uničenja hčere mojega ljudstva.
49 Mitt auga sirenn, roar seg ikkje,
Moje oko se izliva in ne preneha, brez kakršnegakoli predaha,
50 fyrr Herrens skodar etter og ser frå himmelen.
dokler Gospod ne pogleda dol in ne pogleda iz nebes.
51 Mitt auga gjer meg hjarte-ilt for kvar ei av døtterne i min by.
Moje oko prizadeva moje srce, zaradi vseh hčera mojega mesta.
52 Dei jaga og elte meg som ein fugl, dei som var mine fiendar utan orsak.
Moji sovražniki so me boleče preganjali kakor ptico, brez vzroka.
53 Dei vilde taka livet av meg nede i brunnen, dei kasta stein på meg.
Moje življenje so odsekali v grajski ječi in name vrgli kamen.
54 Vatnet flødde yver mitt hovud, eg sagde: «Det er ute med meg.»
Vode so mi tekle čez glavo; potem sem rekel: »Odsekan sem.«
55 Eg påkalla ditt namn, Herre, utor den djupe hola.
Klical sem k tvojemu imenu, oh Gospod, iz globine grajske ječe.
56 Mi røyst høyrde du; haldt deg ikkje for øyro når eg ropar um lindring.
Slišal si moj glas. Ne skrivaj svojega ušesa ob mojem dihanju, ob mojem klicu.
57 Du var nær den dagen eg kalla på deg; du sagde: «Ikkje ottast!»
Priteguješ me na dan, ko sem klical k tebi. Ti praviš: »Ne boj se.«
58 Du, Herre, hev ført saki for mi sjæl, du hev løyst ut mitt liv.
Oh Gospod, zagovarjal si pravde moje duše, odkupil si moje življenje.
59 Du, Herre, hev set kva urett eg leid; å, døm i mi sak!
Oh Gospod, videl si mojo krivico. Ti sodi mojo pravdo.
60 Du hev set all deira hemnhug, alle deira løynderåder mot meg.
Videl si vse njihovo maščevanje in vse njihove zamisli zoper mene.
61 Du hev høyrt deira svivyrdingar, alle deira løynderåder mot meg,
Slišal si njihovo grajo, oh Gospod in vse njihove zamisli zoper mene;
62 det mine motstandarar sagde og tenkte imot meg dagen lang.
ustnice tistih, ki se vzdigujejo zoper mene in njihovo premišljevanje zoper mene ves dan.
63 Ansa på deim, når dei sit og når dei stend! um meg gjer dei nidvisor.
Glej, njihovo usedanje in njihovo vzdigovanje; jaz sem njihova glasba.
64 Du, Herre, vil gjeva deim av same slag som deira hender hev gjort.
Vrni jim povračilo, oh Gospod, glede na delo njihovih rok.
65 Du vil leggja eit sveip yver deira hjarta, du vil bannstøyta deim.
Daj jim bridkost srca, svoje prekletstvo nad njimi.
66 Du vil elta deim i vreide, og tyna deim so dei ikkje bid meir under Herrens himmel.
Preganjaj jih in jih uniči v jezi izpod Gospodovih nebes.
