Klagesangene 3
1 Eg er mannen som naudi såg under hans vreide-ris.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Meg hev han ført og late ferdast i myrker og ikkje i ljos.
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 Berre mot meg vender han si hand upp att og upp att heile dagen.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Han hev late meg eldast i hold og hud, han hev krasa mine bein.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 Han bygde att for meg og ringa meg inn med beiska og møda.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 I myrkret hev han set meg, lik deim som longe er daude.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Han mura att for meg, so eg kjem meg ikkje ut; tunge gjorde han mine lekkjor.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Endå eg kallar og ropar, let han att for mi bøn.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Han mura fyre mine vegar med tilhoggen stein, gjorde det uført på min stig.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Ein lurande bjørn var han mot meg, ei løva i løyne.
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 Til villstig gjorde han min veg; han reiv meg sund og lagde meg i øyde.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 Han spente sin boge og sette meg til skotmål for si pil.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Han let renna inni mine nyro pilehus-sønerne sine.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Eg vart til lått for alt mitt folk, deira nidvisa heile dagen.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 Han metta meg med beiske urter, han gav meg malurt å drikka.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Han let meg knasa mine tenner på småstein, han grov meg ned i oska.
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Og du støytte burt frå fred mi sjæl; eg gløymde kor det var å hava det godt.
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 Og eg sagde: «Det er ute med mi kraft og med mi von til Herren.»
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 Kom i hug mi naud og mi utlægd - malurt og beiska.
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Ho minnest det, sjæli mi, og er nedbøygd i meg.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 Dette vil eg leggja meg på hjarta, og difor vil eg vona:
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 Herrens nåde det er, at det ikkje er ute med oss, for hans miskunn er enn ikkje all.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Kvar morgon er ho ny, å, stor er din truskap.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Min lut er Herren, segjer mi sjæl; difor vonar vil eg vona på honom.
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Herren er god med deim som ventar på honom, med den sjæl som søkjer honom.
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Det er godt å vera still for Herren og venta på hans frelsa.
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Det er godt for mannen at han ber ok i sin ungdom,
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 at han sit einsleg og tegjande, når han legg det på,
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 at han luter seg med munnen mot moldi - kann henda det enn er von -
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 at han held fram si kinn til slag, let seg metta med svivyrda.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 For Herren støyter ikkje æveleg burt.
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 For um han legg på sorg, so miskunnar han endå etter sin store nåde.
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 For det er ikkje av hjarta han legg møda og sorg på mannsborni.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 At dei krasar under fot alle fangar i landet,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 at dei rengjer retten for mannen framfor åsyni til den Høgste,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 at ein gjer urett mot ein mann i hans sak - ser ikkje Herren slikt?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Kven tala, og det vart, um Herren ikkje baud?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Kjem ikkje frå munnen til den Høgste både vondt og godt?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Kvi skal eit livande menneskje klaga? Kvar syrgje yver si synd!
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Lat oss ransaka våre vegar og røyna deim og venda oss til Herren!
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Lat oss lyfta våre hjarto likeins som våre hender til Gud i himmelen!
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 Me hev synda og vore ulyduge, du hev ikkje tilgjeve.
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 Du sveipte deg i vreide og elte oss, du slo i hel utan nåde.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 I skyer sveipte du deg, so ingi bøn rakk fram.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Til skarn og styggje hev du gjort oss midt imillom folki.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 Dei spila upp sitt gap imot oss, alle våre fiendar.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Gruv og grav det vart vår lut, øyding og tjon.
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Tårebekkjer strøymer or mitt auga for tjonet på mitt folks dotter.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Mitt auga sirenn, roar seg ikkje,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 fyrr Herrens skodar etter og ser frå himmelen.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Mitt auga gjer meg hjarte-ilt for kvar ei av døtterne i min by.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Dei jaga og elte meg som ein fugl, dei som var mine fiendar utan orsak.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 Dei vilde taka livet av meg nede i brunnen, dei kasta stein på meg.
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Vatnet flødde yver mitt hovud, eg sagde: «Det er ute med meg.»
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 Eg påkalla ditt namn, Herre, utor den djupe hola.
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Mi røyst høyrde du; haldt deg ikkje for øyro når eg ropar um lindring.
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Du var nær den dagen eg kalla på deg; du sagde: «Ikkje ottast!»
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Du, Herre, hev ført saki for mi sjæl, du hev løyst ut mitt liv.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 Du, Herre, hev set kva urett eg leid; å, døm i mi sak!
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Du hev set all deira hemnhug, alle deira løynderåder mot meg.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 Du hev høyrt deira svivyrdingar, alle deira løynderåder mot meg,
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 det mine motstandarar sagde og tenkte imot meg dagen lang.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Ansa på deim, når dei sit og når dei stend! um meg gjer dei nidvisor.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Du, Herre, vil gjeva deim av same slag som deira hender hev gjort.
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Du vil leggja eit sveip yver deira hjarta, du vil bannstøyta deim.
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Du vil elta deim i vreide, og tyna deim so dei ikkje bid meir under Herrens himmel.
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
