< Johannes 11 >

1 Det var ein som låg sjuk, Lasarus frå Betania, den vesle byen som Maria og Marta, syster hennar, budde i.
Men der laa en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Martha boede.
2 Maria var den som salva Herren med myrrasalve, og turka føterne hans med håret sitt; og det var bror hennar, Lasarus, som låg sjuk.
Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg.
3 Systerne sende då bod til honom med dei ordi: «Herre, han som du hev so kjær, ligg sjuk!»
Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: „Herre! se, den, du elsker, er syg.”
4 Då Jesus høyrde det, sagde han: «Den sotti er’kje nokor helsott, men ho er til Guds æra; Guds son skal få æra av det.»
Men da Jesus hørte dette, sagde han: „Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.”
5 Jesus heldt mykje av Marta og syster hennar og Lasarus.
Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
6 Då han no høyrde at Lasarus låg sjuk, drygde han endå tvo dagar på den staden han var;
Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var.
7 då fyrst sagde han til læresveinarne sine: «Kom, lat oss fara til Judæa att!»
Derefter siger han saa til Disciplene: „Lader os gaa til Judæa igen!”
8 «Rabbi, » sagde læresveinarne, «nyst vilde jødarne steina deg, og so fer du dit att!»
Disciplene sige til ham: „Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?”
9 «Er det’kje tolv timar i dagen?» svara Jesus; «den som gjeng um dagen, snåvar ikkje; for han ser ljoset åt denne verdi;
Jesus svarede: „Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
10 men den som gjeng um natti, han snåvar, av di han ikkje hev ljoset i seg.»
Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.”
11 So tala han, og um eit bil segjer han til deim: «Lasarus, venen vår, hev sovna; men no gjeng eg av og vekkjer honom.»
Dette sagde han, og derefter siger han til dem: „Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaar hen for at vække ham af Søvne.”
12 «Herre, hev han sovna, so vert han nok god att, » sagde læresveinarne.
Da sagde Disciplene til ham: „Herre! sover han, da bliver han helbredet.”
13 Jesus hadde meint at han var slokna; men dei tenkte han tala um vanleg svevn.
Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile.
14 Då sagde Jesus reint ut: «Lasarus hev slokna!
Derfor sagde da Jesus dem rent ud: „Lazarus er død!
15 Og for dykkar skuld er eg glad at eg ikkje var der, so de kann koma til å tru. Men kom, lat oss ganga til honom!»
Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gaa til ham!”
16 Tomas - han som me kallar Didymus - sagde då til dei andre læresveinarne: «Lat oss ganga med, so me kann døy med honom!»
Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: „Lader os ogsaa gaa, for at vi kunne dø med ham!”
17 Då Jesus kom fram, fekk han vita at Lasarus alt hadde lege fire dagar i gravi.
Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage.
18 Betania låg ikkje langt frå Jerusalem, berre ein fjordung på lag,
Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra.
19 og mange jødar var komne til Marta og Maria, og vilde trøysta dei i sorgi yver broren.
Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.
20 Då no Marta høyrde at Jesus kom, gjekk ho til møtes med honom; men Maria sat heime.
Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset.
21 Då sagde Marta til Jesus: «Herre, hadde du vore her, so hadde ikkje bror min døytt.
Da sagde Martha til Jesus: „Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
22 Men eg veit kor som er, at alt det du bed Gud um, det vil Gud gjeva deg.»
Men ogsaa nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig.”
23 Jesus segjer til henne: «Bror din skal standa upp att.»
Jesus siger til hende: „Din Broder skal opstaa.”
24 «Eg veit at han skal standa upp att når alle stend upp, på den siste dag, » svara Marta.
Martha siger til ham: „Jeg ved, at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag.”
25 Då sagde Jesus til henne: «Eg er uppstoda og livet! Den som trur på meg, skal liva, um han so døyr,
Jesus sagde til hende: „Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør.
26 og kvar den som liver og trur på meg, skal i all æva ikkje døy. Trur du det?» (aiōn g165)
Og hver den, som lever og tror paa mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?” (aiōn g165)
27 «Ja, Herre, » svara ho, «eg hev trutt, og trur, at du er Messias, Guds son, han som skulde koma til verdi.»
Hun siger til ham: „Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden.”
28 Med so sagt gjekk ho av’stad og kalla på Maria, syster si, og sagde til henne i løynd: «Meisteren er her og spør etter deg.»
Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: „Mesteren er her og kalder ad dig.”
29 Då ho høyrde det, reiste ho seg snøgt og gjekk ut til honom.
Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham.
30 Jesus hadde endå ikkje kome inn i byen; han var endå på den staden der Marta hadde møtt honom.
Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var paa det Sted, hvor Martha havde mødt ham.
31 Då jødarne som var heime hjå Maria og trøysta henne, såg at ho brått reiste seg og gjekk ut, fylgde dei etter henne; dei tenkte ho gjekk ut til gravi og vilde gråta der.
Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, saa, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
32 Som no Maria kom dit som Jesus var og fekk sjå honom, kasta ho seg ned for føterne hans og sagde: «Herre, hadde du vore her, so hadde ikkje bror min døytt.»
Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og saa ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: „Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.”
33 Då Jesus såg at ho gret, og at jødarne som hadde fylgt henne gret, vart han harm i hugen og øste seg upp og sagde:
Da nu Jesus saa hende græde og saa Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Aanden og blev heftigt bevæget i sit Indre; og han sagde:
34 «Kvar hev de lagt honom?» - «Kom og sjå, Herre!» svara dei.
„Hvor have I lagt ham?” De sige til ham: „Herre! kom og se!”
35 Jesus gret.
Jesus græd.
36 Då sagde jødarne: «Sjå kor kjær han hadde honom!»
Da sagde Jøderne: „Se, hvor han elskede ham!”
37 Og sume av deim sagde: «Kunde ikkje han som opna augo på den blinde, ha gjort det so at denne mannen ikkje hadde døytt?»
Men nogle af dem sagde: „Kunde ikke han, som aabnede den blindes Øjne, have gjort, at ogsaa denne ikke var død?”
38 Då vart Jesus på nytt harm inni seg og gjekk burt til gravi; det var ein heller, og det låg ein stein attfyre.
Da harmes Jesus atter i sit Indre og gaar hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten laa for den.
39 «Tak steinen ifrå!» segjer Jesus. Då segjer Marta, syster åt den avlidne: «Herre, det tevjar alt av honom, for han hev lege der på fjorde dagen!»
Jesus siger: „Tager Stenen bort!” Martha, den dødes Søster, siger til ham: „Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage.”
40 Jesus segjer til henne: «Sagde eg deg ikkje at dersom du trur, skal du få sjå Guds herlegdom!»
Jesus siger til hende: „Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?”
41 So tok dei steinen ifrå. Og Jesus lyfte augo mot himmelen og sagde: «Fader! eg takkar deg for di du hev høyrt meg!
Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: „Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig.
42 Eg visste nok at du alltid høyrer meg; men for folket skuld som stend her kringum, segjer eg dette, so dei skal tru at det er du som hev sendt meg.»
Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som staar omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig.”
43 Då han det hadde sagt, ropa han med høg røyst: «Lasarus, kom ut!»
Og da han havde sagt dette, raabte han med høj Røst: „Lazarus, kom herud!”
44 Ut kom den daude, med føterne og henderne sveipte i lindar, og med ein sveiteduk bunden kring andlitet. «Løys honom, so han fær ganga!» sagde Jesus til deim.
Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt. Jesus siger til dem: „Løser ham, og lader ham gaa!”
45 Mange av jødarne, alle dei som var komne til Maria og hadde set det han gjorde, trudde då på honom.
Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu paa ham;
46 Nokre av deim gjekk til farisæarane og sagde deim kva Jesus hadde gjort.
men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort.
47 Då kalla øvsteprestarne og farisæarane det Høge Rådet i hop til eit møte og sagde: «Kva skal me gjera? Denne mannen gjer mange teikn!
Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Raadet og sagde: „Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn.
48 Let me honom få halda på soleis, kjem alle til å tru på honom, og då kjem romarane og tek både landet og folket vårt.»
Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville alle tro paa ham, og Romerne ville komme og tage baade vort Land og Folk.”
49 Og ein av deim, Kajafas - han var øvsteprest det året - sagde til deim:
Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar, sagde til dem:
50 «De veit ingen ting! Ikkje heller tenkjer de på at det er til bate for dykk at ein mann døyr for landslyden, so ikkje heile folket gjeng til grunns.»
„I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gaa til Grunde.”
51 Det sagde han ikkje av seg sjølv, men av di han var øvsteprest det året, var ordi hans ein spådom um at Jesus skulde døy for folket,
Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det Aar, profeterede han, at Jesus skulde dø for Folket;
52 og ikkje berre for folket, men at han og skulde samla i hop til eitt Guds born som er spreidde ikring.
og ikke for Folket alene, men for at han ogsaa kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet.
53 Frå den dagen lagde dei upp råd um å drepa honom.
Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaa ham.
54 Difor gjekk ikkje Jesus lenger fritt ikring millom jødarne, men for derifrå til dei bygderne som ligg tett med øydemarki, til ein by som heiter Efraim; der heldt han til eit bil med læresveinarne sine.
Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt Jøderne, men gik bort derfra ud paa Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple.
55 No leid det nær til påskehelgi åt jødarne, og mange for frå bygderne upp til Jerusalem fyre påske og skulde helga seg.
Men Jødernes Paaske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.
56 Då leita dei etter Jesus, og sagde seg imillom med dei stod i templet: «Kva tenkjer de? Kjem han slett ikkje til høgtidi?»
Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: „Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?”
57 Men øvsteprestarne og farisæarane hadde gjeve påbod um at dersom nokon fekk vita kvar han var, skulde han segja frå, so dei kunde gripa honom.
Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om, at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende, for at de kunde gribe ham.

< Johannes 11 >