Jobs 9

1 Då tok Job til ords og sagde:

Så tog Job til Orde og svarede:

2 «Eg veit for visst at det er so; kva rett fær mannen imot Gud?

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

3 Um han med honom vilde trætta, han kann’kje svara eitt til tusund.

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

4 Vis som han er og sterk i velde - kven kann vel strafflaust tråssa honom,

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

5 som fjelli flyt, dei veit’kje av det, og velter deim upp i harm,

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

6 som ruggar jordi frå sin plass, so pilarne hennar skjelv,

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

7 som soli byd so ho ei skin, og set eit segl for stjernorne,

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

8 som eine spanar himmeln ut og fram på havsens toppar skrid,

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9 hev skapt Karlsvogni og Orion, Sjustjerna og Sørkamri med?

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

10 Som storverk gjer, me ei kann fata, og underverk forutan tal?

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

11 Han framum gjeng, eg ser han ikkje; um burt han glid, eg går han ikkje.

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

12 Når han tek fat, kven stoggar honom? Kven honom spør: «Kva gjer du der?»

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

13 Gud stoggar ikkje vreiden sin; for han seg bøygde Rahabs-fylgjet.

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

14 Kor kann vel eg då svara han? Kor skal for han eg ordi leggja?

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

15 Um eg hev rett, eg kann’kje svara, men lyt min domar be um nåde.

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

16 Og um han svara når eg ropa, eg trudde ei mi røyst han høyrde.

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

17 Han som i stormver reiv meg burt og auka grunnlaust såri mine,

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

18 han let meg ikkje anda fritt, men metta meg med beiske ting.

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

19 Når magt det gjeld, då er han der; men gjeld det rett: kven stemnar honom?

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

20 Um eg hev rett, min munn meg dømer; er skuldlaus, han meg domfeller.

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

21 Skuldlaus eg er! eg skyner ei meg sjølv, vanvyrder livet mitt.

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

22 Det er det same, no eg segjer: Han tyner skuldig og uskuldig.

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

23 Når svipa brått gjev ulivssår, med lått han ser den gode lida.

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

24 Han jordi gav i nidings hand; på domarar han syni kverver. Er det’kje han, kven er det då?

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

25 Mitt liv fer snøggare enn lauparen, dei kverv, men lukka såg det aldri;

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

26 Det glid som båtar utav sev, lik ørn som ned på fengdi slær.

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

27 Når eg mi plåga gløyma vil og jamna panna mi og smila,

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

28 då gruvar eg for pina mi; eg veit du ei frikjenner meg.

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

29 For når eg lyt straffskuldig vera, kvifor skal eg då fåfengt stræva?

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

30 Um eg i snø meg vilde tvætta og reinsa henderne med lut.

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

31 Du ned i grefti straks meg dukka, so mine klæde ved meg stygdest.

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

32 Han ikkje er ein mann som eg, kann ei med meg til retten gå;

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

33 d’er ingen skilsmann millom oss som handi si kann på oss leggja.

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

34 Når berre han tok riset frå meg og ikkje skræmde meg med rædsla,

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

35 eg skulde tala utan otte; sjølv dømer eg meg annarleis.

da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!