Jobs 9

1 Då tok Job til ords og sagde:

Men Job svarede og sagde:

2 «Eg veit for visst at det er so; kva rett fær mannen imot Gud?

Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

3 Um han med honom vilde trætta, han kann’kje svara eitt til tusund.

Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

4 Vis som han er og sterk i velde - kven kann vel strafflaust tråssa honom,

Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

5 som fjelli flyt, dei veit’kje av det, og velter deim upp i harm,

han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

6 som ruggar jordi frå sin plass, so pilarne hennar skjelv,

han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

7 som soli byd so ho ei skin, og set eit segl for stjernorne,

han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

8 som eine spanar himmeln ut og fram på havsens toppar skrid,

han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;

9 hev skapt Karlsvogni og Orion, Sjustjerna og Sørkamri med?

han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

10 Som storverk gjer, me ei kann fata, og underverk forutan tal?

han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!

11 Han framum gjeng, eg ser han ikkje; um burt han glid, eg går han ikkje.

Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

12 Når han tek fat, kven stoggar honom? Kven honom spør: «Kva gjer du der?»

Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?

13 Gud stoggar ikkje vreiden sin; for han seg bøygde Rahabs-fylgjet.

Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

14 Kor kann vel eg då svara han? Kor skal for han eg ordi leggja?

Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

15 Um eg hev rett, eg kann’kje svara, men lyt min domar be um nåde.

Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.

16 Og um han svara når eg ropa, eg trudde ei mi røyst han høyrde.

Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

17 Han som i stormver reiv meg burt og auka grunnlaust såri mine,

Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

18 han let meg ikkje anda fritt, men metta meg med beiske ting.

Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.

19 Når magt det gjeld, då er han der; men gjeld det rett: kven stemnar honom?

Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟

20 Um eg hev rett, min munn meg dømer; er skuldlaus, han meg domfeller.

Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

21 Skuldlaus eg er! eg skyner ei meg sjølv, vanvyrder livet mitt.

Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

22 Det er det same, no eg segjer: Han tyner skuldig og uskuldig.

Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

23 Når svipa brått gjev ulivssår, med lått han ser den gode lida.

Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

24 Han jordi gav i nidings hand; på domarar han syni kverver. Er det’kje han, kven er det då?

Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

25 Mitt liv fer snøggare enn lauparen, dei kverv, men lukka såg det aldri;

Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.

26 Det glid som båtar utav sev, lik ørn som ned på fengdi slær.

De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

27 Når eg mi plåga gløyma vil og jamna panna mi og smila,

Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

28 då gruvar eg for pina mi; eg veit du ei frikjenner meg.

da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

29 For når eg lyt straffskuldig vera, kvifor skal eg då fåfengt stræva?

Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

30 Um eg i snø meg vilde tvætta og reinsa henderne med lut.

Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

31 Du ned i grefti straks meg dukka, so mine klæde ved meg stygdest.

da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

32 Han ikkje er ein mann som eg, kann ei med meg til retten gå;

Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.

33 d’er ingen skilsmann millom oss som handi si kann på oss leggja.

Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

34 Når berre han tok riset frå meg og ikkje skræmde meg med rædsla,

Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

35 eg skulde tala utan otte; sjølv dømer eg meg annarleis.

Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.