Jobs 8

1 Då tok Bildad frå Suah til ords og sagde:

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

2 «Kor lenge vil du tala so og lata ordi storma fram?

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

3 Kann Gud vel rengja det som rett er? Kann Allvalds-Gud vel rengja rettferd?

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

4 Hev dine søner synda mot han, gav han deim deira synd i vald.

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

5 Um du søkja til din Gud, og beda Allvalds-Gud um nåde,

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

6 er du då rein og utan svik, då vil han vakna upp for deg og reisa nytt ditt rettferdshus,

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

7 Um og di fortid vesall var, so mykje større vert di framtid.

din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

8 Ja, spør deg for hjå farne ætter, agt på kva federne fann ut.

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

9 - Me inkje veit, er frå i går; vårt liv ein skugge er på jordi -

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

10 dei skal deg læra, gjeva svar med ord ifrå sitt hjartedjup:

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

11 «Veks sevet vel på turre land? Trivst storren der som vatnet vantar?

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

12 Enn stend det grønt, vert ikkje skore, då visnar det fyrr anna gras.»

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

13 So gjeng det deim som gløymer Gud; og voni glepp for gudlaus mann.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

14 Hans tillit sunderskori vert, hans tiltru vert til kongurvev;

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

15 Det hus han styd seg til, det dett; det som han triv til, stend’kje fast.

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

16 Han saftfull veks, med soli skin; hans greiner yver hagen heng,

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

17 og roti kring steinrøysar smett, og smyg seg inn imillom steinar.

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

18 Men vert han riven frå sin stad, so hugsar staden han ei meir.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

19 Sjå det er gleda på hans veg; or moldi skyt ein annan fram.

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

20 Men Gud vanvyrder ei den reine; dei vonde tek han ei i handi.

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

21 Han enn din munn med lått skal fylla og lipporne med gledesong;

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

22 men skammi klæda skal din fiend’; gudløysetjeld finst ikkje meir.»

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!