Jobs 6

1 Då tok Job til ords og svara:

Så tog Job til Orde og svarede:

2 «Um dei mitt mismod vega vilde og få ulukka mi på vegti,

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

3 det tyngjer meir enn havsens sand; difor var ordi mine ville.

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

4 For Allvalds pilar sit i meg, mi ånd lyt suga deira gift; Guds rædslor reiser seg til åtak.

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

5 Skrik asnet vel i grøne eng? Og rautar uksen ved sitt for?

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

6 Kven et det smerne utan salt? Kven finn vel smak i eggjekvite?

Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

7 Det byd meg mot å røra slikt, det er som min utskjemde mat.

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

8 Å, fekk eg uppfyllt bøni mi! Gav Gud meg det eg vonar på!

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

9 Ja, vild’ han berre knusa meg, med hand si min livstråd slita!

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

10 Då hadde endå eg mi trøyst; trass pina skulde glad eg hoppa! - Den Heilage sitt ord eg held på.

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

11 Kva er mi kraft, at eg skuld’ vona? Mi framtid, at eg skulde tola?

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

12 Er krafti mi som steinen sterk? Er kanskje kroppen min av kopar?

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

13 Mi hjelp hev heilt forlate meg; all kvart stydjepunkt er frå meg teke.

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

14 Ein rådlaus treng av venen kjærleik, um enn han ottast Allvald ei.

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

15 Som bekken brørne mine sveik, lik bekkjefar som turkar ut.

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

16 Fyrst gruggast dei av bråna is, og snø som blandar seg uti,

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

17 men minkar so i sumarsoli, og kverv til slutt burt i sumarhiten.

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

18 Vegfarande vik av til deim, men kjem til øydemark og døyr.

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

19 Kjøpmenn frå Tema skoda dit, flokkar frå Saba vonar trygt;

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

20 men svikne vert dei i si von; dei narra vert når dei kjem fram.

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

21 So hev de vorte reint til inkjes, de rædsla såg, og rædde vart!

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

22 Hev eg då bede dykk um noko? Bad eg dykk løysa meg med gods?

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

23 og frelsa meg frå fiendvald og kjøpa meg frå røvarar?

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

24 Gjev meg eit svar, so skal eg tegja; seg meg kva eg hev synda med!

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

25 Eit rettvis ord er lækjebot; men last frå dykk er inkje verdt.

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

26 Du lastar meg for ordi mine; men vonlaus mann so mangt kann segja.

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

27 De kastar lut um farlaust barn, og handel driv um dykkar ven.

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

28 Vilde de berre sjå på meg! Trur de eg lyg dykk upp i augo?

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

29 Vend um, lat ikkje urett skje! Vend um, enn hev eg rett i dette.

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

30 Finst det vel fals på tunga mi? Kann ei min gom ulukka smaka?

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?