Jobs 5

1 Rop berre du; kven svarar deg? Kva engel vil du beda til?

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

2 Mismod slær fåvis mann i hel og brennhug den som lite veit.

Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

3 Eg såg ein dåre festa rot, og brått eg laut hans bustad banna.

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

4 Hans søner hjelpelaus var, uhjelpte trakka ned i porten.

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

5 Hans avling åt dei svoltne upp, dei tok ho tråss i klungergjerde, og snara lurde på hans gods.

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

6 Men naudi ei frå dusti kjem; ulukka ei or jordi renn;

Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

7 nei, mannen vert til møda fødd, som gneistarne lyt fljuga høgt.

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

8 Eg vilde venda meg til Gud og leggja saki fram for honom,

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

9 som storverk gjer som ei me skynar, fleir’ underverk enn me kann telja,

som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

10 som sender regnet ned på jord og vatnet yver mark og eng,

som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

11 som lyfter låg og liten upp og hjelper syrgjande til frelsa,

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

12 som spiller planen for dei sløge, so deira hender inkje duger,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

13 som fangar vismann i hans vit, so listig råd forrenner seg.

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

14 Um dagen støyter dei på myrker, trivlar ved middag som ved natt.

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

15 Frå sverd frelser han frelser fatigmann, frå deira munn, frå yvervald,

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

16 so vesalmann fær hava von, men vondskap lata munnen att.

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

17 Men sæl den mann som Gud mun refsa; vanvyrd ei tukt frå Allvalds-Gud!

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

18 Han sårar, men bind og umkring; han slær men lækjer med si hand.

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

19 Seks trengslor bergar han deg or, i sju skal inkje vondt deg nå.

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

20 I hunger fri’r han deg frå dauden, i krig du undan sverdet slepp;

han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

21 for tungesvipa er du berga, og trygg du er i tap og tjon;

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

22 du lær åt tjon og hungersnaud og ottast ikkje ville dyr;

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

23 du samband hev med stein på marki, og fred med villdyr uti heidi.

du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

24 Du merkar at ditt tjeld hev fred, og inkje vantar i ditt hus.

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

25 Du ser, ditt sæde tallrikt er, ditt avkom rikt som gras på eng.

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

26 I mannskraft til di grav du gjeng, lik korn, køyrt inn i rette tid.

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

27 Det hev me granska; so det er; so høyr og merka deg det då!»

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!