Jobs 4
1 Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 «Vert du vel tykkjen um eg talar? Men kven kann halda ordi inne?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 På rette veg du førde mange; dei trøytte hender styrkte du;
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 med ord du hjelpte deim som snåva, og gav dei veike knei kraft.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 Men når det gjeld deg sjølv, du klagar; når deg det råkar, ræddast du!
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Di von du på di gudstru bygde og sette lit til last-laust liv.
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Tenk etter: Når vart skuldlaus tynt? Når gjekk rettvis mann til grunns?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Stødt fann eg: dei som urett pløgde, og sådde naud, dei hausta slikt;
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 dei stupte for Guds andedrag, gjekk for hans vreidestorm til grunns.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 Ja, løva skrik, og villdyr burar; ungløva fær sin tanngard knekt;
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 og løva døyr av skort på rov; løvinna misser sine ungar.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 Ein løynleg tale til meg kom; i øyra mitt det stilt vart kviskra,
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 som tankar i eit nattsyn kjem, når svevnen tung på folki kviler.
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Det kom ei rædsla yver meg, ei skjelving gjenom alle lemer;
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 ein gust meg yver panna strauk, og på min kropp seg håri reiste;
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 og noko stogga for mi åsyn; eg kunde ikkje klårt skilja; framfor mitt auga stod eit bilæt’, eg høyrde som ei røyst som kviskra:
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 «Hev menneskjet vel rett for Gud? Er mannen rein framfor sin skapar?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Han sine tenarar ei trur og finn hjå sine englar lyte -
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 enn meir hjå folk i hus av leir; hjå deim som hev sin grunn i moldi, ein kann deim krasa, som eit mol.
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 Dei er frå morgon og til kveld; ein krasar deim - kven merkar det? - Og dei vert ikkje funne meir.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Når deira tjeldsnor vert rykt upp, dei døyr og ingen visdom fær.»
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
