Jobs 39
1 Steingeiti, veit du når ho kidar? Vaktar du riderne åt hindi?
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
2 Tel måna’rne dei gjeng med unge, og kjenner du deira fødetid?
tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
3 Dei bøygjer seg, fø’r sine ungar, so er det slutt med deira rider.
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
4 På marki kidi veks seg store, spring burt og kjem’kje att til deim.
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
5 Kven let villasnet renna fritt, tok bandet av det skjerre dyr,
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
6 som eg gav øydemark til heim, den salte steppa til ein bustad?
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
7 Det lær åt byen med sitt ståk, slepp høyra skjenn frå drivaren.
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
8 Det finn seg beite millom fjell, og leitar upp kvart grøne strå.
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
9 Skal tru villuksen vil deg tena, og natta yver ved di krubba?
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
10 Kann du til fori honom tøyma, horvar han dalar etter deg?
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
11 Lit du på honom for hans styrke? Og yverlet du han ditt arbeid?
Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
12 Trur du han til å føra grøda heim og draga henne inn i løda?
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
13 Struss-hoa flaksar kåt med vengen, men viser fjør og veng morskjærleik?
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
14 Nei, ho legg sine egg på jordi, og let so sanden verma deim;
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
15 ho gløymer at ein fot kann treda og villdyr trakka deim i kras.
tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
16 Hardt fer ho åt med sine ungar, som var dei ikkje hennar eigne; for fåfengt stræv ho ikkje ræddast.
Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
17 For Gud let henne gløyma visdom, han ei tiletla henne vit.
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
18 Men når ho baskar seg i veg, ho lær åt både hest og mann.
Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
19 Skal tru um du gjev hesten kraft og klæder halsen hans med mån?
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
20 Let du han som grashoppen springa alt med han frøser skræmeleg.
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
21 Glad i si kraft han marki skrapar og fer so fram mot væpna flokk.
Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
22 Han urædd er og lær åt rædsla, for sverdet ei han vender um,
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
23 det skranglar pilhus yver honom, det blenkjer spjot til styng og skot.
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
24 Med ståk og bråk han slukar jordi, ustyrleg når stridsluren gjeng.
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
25 Han kneggjar: «Hui!» når luren læt, han verar striden langan leid, med skrik frå hovdingar og herrop!
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
26 Flyg hauken upp ved ditt forstand og spilar vengjerne mot sud?
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
27 Stig ørnen høgt av di du byd, og byggjer reiret sitt i høgdi?
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
28 Han bur på berg og held seg der, på kvasse tind og høge nut.
Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
29 Derfrå han spæjar etter mat, hans augo yver viddi skodar.
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
30 Hans ungar gløypar i seg blod; der det finst lik, der er han og.»
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
