< Jobs 39 >
1 Steingeiti, veit du når ho kidar? Vaktar du riderne åt hindi?
Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?
2 Tel måna’rne dei gjeng med unge, og kjenner du deira fødetid?
Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?
3 Dei bøygjer seg, fø’r sine ungar, so er det slutt med deira rider.
De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.
4 På marki kidi veks seg store, spring burt og kjem’kje att til deim.
Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.
5 Kven let villasnet renna fritt, tok bandet av det skjerre dyr,
Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,
6 som eg gav øydemark til heim, den salte steppa til ein bustad?
hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.
7 Det lær åt byen med sitt ståk, slepp høyra skjenn frå drivaren.
Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.
8 Det finn seg beite millom fjell, og leitar upp kvart grøne strå.
Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.
9 Skal tru villuksen vil deg tena, og natta yver ved di krubba?
Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?
10 Kann du til fori honom tøyma, horvar han dalar etter deg?
Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?
11 Lit du på honom for hans styrke? Og yverlet du han ditt arbeid?
Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?
12 Trur du han til å føra grøda heim og draga henne inn i løda?
Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?
13 Struss-hoa flaksar kåt med vengen, men viser fjør og veng morskjærleik?
Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?
14 Nei, ho legg sine egg på jordi, og let so sanden verma deim;
Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,
15 ho gløymer at ein fot kann treda og villdyr trakka deim i kras.
og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.
16 Hardt fer ho åt med sine ungar, som var dei ikkje hennar eigne; for fåfengt stræv ho ikkje ræddast.
Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.
17 For Gud let henne gløyma visdom, han ei tiletla henne vit.
Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.
18 Men når ho baskar seg i veg, ho lær åt både hest og mann.
Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.
19 Skal tru um du gjev hesten kraft og klæder halsen hans med mån?
Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?
20 Let du han som grashoppen springa alt med han frøser skræmeleg.
Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.
21 Glad i si kraft han marki skrapar og fer so fram mot væpna flokk.
Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning
22 Han urædd er og lær åt rædsla, for sverdet ei han vender um,
Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
23 det skranglar pilhus yver honom, det blenkjer spjot til styng og skot.
Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.
24 Med ståk og bråk han slukar jordi, ustyrleg når stridsluren gjeng.
Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.
25 Han kneggjar: «Hui!» når luren læt, han verar striden langan leid, med skrik frå hovdingar og herrop!
Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.
26 Flyg hauken upp ved ditt forstand og spilar vengjerne mot sud?
Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?
27 Stig ørnen høgt av di du byd, og byggjer reiret sitt i høgdi?
Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?
28 Han bur på berg og held seg der, på kvasse tind og høge nut.
Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.
29 Derfrå han spæjar etter mat, hans augo yver viddi skodar.
Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,
30 Hans ungar gløypar i seg blod; der det finst lik, der er han og.»
og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.