Jobs 39
1 Steingeiti, veit du når ho kidar? Vaktar du riderne åt hindi?
Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?
2 Tel måna’rne dei gjeng med unge, og kjenner du deira fødetid?
Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?
3 Dei bøygjer seg, fø’r sine ungar, so er det slutt med deira rider.
Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,
4 På marki kidi veks seg store, spring burt og kjem’kje att til deim.
a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.
5 Kven let villasnet renna fritt, tok bandet av det skjerre dyr,
Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?
6 som eg gav øydemark til heim, den salte steppa til ein bustad?
U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.
7 Det lær åt byen med sitt ståk, slepp høyra skjenn frå drivaren.
Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.
8 Det finn seg beite millom fjell, og leitar upp kvart grøne strå.
Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.
9 Skal tru villuksen vil deg tena, og natta yver ved di krubba?
Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?
10 Kann du til fori honom tøyma, horvar han dalar etter deg?
Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?
11 Lit du på honom for hans styrke? Og yverlet du han ditt arbeid?
Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?
12 Trur du han til å føra grøda heim og draga henne inn i løda?
Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?
13 Struss-hoa flaksar kåt med vengen, men viser fjør og veng morskjærleik?
Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.
14 Nei, ho legg sine egg på jordi, og let so sanden verma deim;
On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,
15 ho gløymer at ein fot kann treda og villdyr trakka deim i kras.
ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.
16 Hardt fer ho åt med sine ungar, som var dei ikkje hennar eigne; for fåfengt stræv ho ikkje ræddast.
S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.
17 For Gud let henne gløyma visdom, han ei tiletla henne vit.
Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.
18 Men når ho baskar seg i veg, ho lær åt både hest og mann.
Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.
19 Skal tru um du gjev hesten kraft og klæder halsen hans med mån?
Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?
20 Let du han som grashoppen springa alt med han frøser skræmeleg.
Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?
21 Glad i si kraft han marki skrapar og fer so fram mot væpna flokk.
Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.
22 Han urædd er og lær åt rædsla, for sverdet ei han vender um,
Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.
23 det skranglar pilhus yver honom, det blenkjer spjot til styng og skot.
Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.
24 Med ståk og bråk han slukar jordi, ustyrleg når stridsluren gjeng.
Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':
25 Han kneggjar: «Hui!» når luren læt, han verar striden langan leid, med skrik frå hovdingar og herrop!
na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.
26 Flyg hauken upp ved ditt forstand og spilar vengjerne mot sud?
Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?
27 Stig ørnen høgt av di du byd, og byggjer reiret sitt i høgdi?
Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?
28 Han bur på berg og held seg der, på kvasse tind og høge nut.
Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.
29 Derfrå han spæjar etter mat, hans augo yver viddi skodar.
Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.
30 Hans ungar gløypar i seg blod; der det finst lik, der er han og.»
Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on.”
