Jobs 37
1 For dette bivrar hjarta mitt og lyfter seg frå staden sin.
Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 Å, høyr på harmen i hans røyst, den dun som dundrar or hans munn!
Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 Det fer burt under himmelkvelv, men elden skin til heimsens endar.
Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 So burar røysti etterpå, han torar med sitt stolte mod, og ljoni held han ikkje att når røysti si han ljoma let.
Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 Gud torar underfullt med røysti, gjer storverk som me ei kann skyna.
Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 Han snøen byd: «Fall ned til jord!» Til regnet og, sitt sterke silregn.
Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 Han stengjer av for mannehand, so all hans skapning læra må.
Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 Villdyri gjeng til sine hi og kvilar på sin legestad.
Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 Or inste kammer kjem det storm, og kulde ut av vindarne.
Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 Utav Guds ande gustar frost, dei vide vatni kjem i tvang.
Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Han lastar skyi og med væta og breider sine elding-skyer,
Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 og hit og dit dei hastar fram, og skifter leid som han det vil og set i verk det som han byd, utyver vide jordheims-kringen;
Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 anten til ris, når jordi treng det, ell’ og med nåde lyt dei råka.
Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Job, lyd på dette, statt no still, gjev gaum på undri Gud hev gjort!
Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Veit du når Gud deim segjer fyre, og let sitt ljos or skyi skina?
Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Veit du vel korleis skyi sviv, um underi åt den Allvise?
Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 Du som i heite klæde styn, når jordi brenn i sunnanvind?
du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 Gjer du med honom himmelkvelven, som er so fast som støypte spegel?
Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Lær oss, kva me skal segja honom! Me tegja lyt for berre myrker.
Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Skal han få melding at eg talar? Vil nokon ynskja seg å tynast?
Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 No kann ein ikkje ljoset sjå, um enn det klårt på himmeln skin, men vinden sopar skyi burt.
Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 Langt nordanfrå kjem gullet hit, ein fælsleg glans ligg yver Gud.
Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 Til Allvald kann me ikkje nå, til han som er so stor i magt; men rett og rettferd ei han krenkjer.
Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 Difor ber folket age for han, han ansar ingen sjølvklok mann.»
Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
