Jobs 36
1 Og Elihu heldt fram og sagde:
Og videre sagde Elihu:
2 «Vent litt og lat meg tala til deg! For endå hev eg ord for Gud;
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3 eg hentar kunnskap langan leid, skal hjelpa skaparen til rett.
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4 For visst, mitt ord skal ikkje ljuga; framfor deg stend ein full-lærd mann.
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Sjå, Gud er sterk, men vander ingen, han som er veldug i forstandskraft.
Se, Gud forkaster det stive Sind,
6 Han let’kje gudlaus mann få liva; men armingarne gjev han rett.
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
7 Han snur’kje augo frå rettvise; hjå kongar på sin konungsstol han let deim ævleg sitja høgt.
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
8 Um dei i lekkjor bundne vart og i ulukkesnaror fanga,
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
9 so synar han deim deira ferd og brot - at dei ovmoda seg -
saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10 til refsing opnar øyro deira og byd deim venda um frå syndi.
aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11 Um dei då høyrer vil og lyda, so liver dei sitt liv i lukka og sine år i herlegdom;
Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
12 um ikkje, fær dei styng av spjotet, og i sin dårskap andast dei.
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
13 Men vreiden trivst i vonde hjarto; dei bed’kje, um dei bundne vert;
Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
14 i ungdomstidi skal dei døy, forgangast som utukt-sveinar.
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
15 Han frelser arming ved hans naud, opnar hans øyro gjenom trengsla.
Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
16 Deg og han lokkar ut or trengsla, fritt fær du det og ikkje trongt, ditt bord er fullt av feite retter.
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17 Men fær du straff som syndug mann, i fall hans domsord held deg fast.
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18 Lat ikkje tukti avla vreide, den tunge bot deg leida vilt!
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19 Kann klaga hjelpa deg or naud, kor mykje enn du stræva vil?
Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20 Du må’kje lengta etter natti då folk vert rykte frå sin stad!
Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21 Gjev agt, so ei til synd du vender, for det du heller vil enn lida.
va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
22 Sjå, Gud er upphøgd i sitt velde; kven er ein lærar slik som han?
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23 Kven hev vel vegen lagt for honom? Kven sagde vel: «Du hev urett gjort?»
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
24 Hugs på å prisa høgt hans verk, som menneski hev sunge um!
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25 Kvart menneskje med lyst det ser, mann-ætti ser det langan leid.
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26 Upphøgd, uskynande er Gud, hans liveår kann ingen telja,
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
27 for han dreg vatsdroparne, so det vert regn av skodde-eim.
Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
28 Og ifrå skyerne det fløymer og dryp ned yver mange folk.
og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
29 Kven skynar vel skyhoparne og torebraket frå hans hytta?
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30 Han breider ljoset sitt ikring seg og let det hylja havsens røter.
Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
31 Soleis han dømer folkeslag og skiftar brød i ovmengd ut.
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32 Han sveiper henderne i ljos og sender det mot fienden.
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
33 Hans tora meldar um hans koma, ja, feet varslar når han kjem.
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
