Jobs 36
1 Og Elihu heldt fram og sagde:
Og Elihu blev ved og sagde:
2 «Vent litt og lat meg tala til deg! For endå hev eg ord for Gud;
Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 eg hentar kunnskap langan leid, skal hjelpa skaparen til rett.
Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
4 For visst, mitt ord skal ikkje ljuga; framfor deg stend ein full-lærd mann.
Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Sjå, Gud er sterk, men vander ingen, han som er veldug i forstandskraft.
Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 Han let’kje gudlaus mann få liva; men armingarne gjev han rett.
Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 Han snur’kje augo frå rettvise; hjå kongar på sin konungsstol han let deim ævleg sitja høgt.
Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 Um dei i lekkjor bundne vart og i ulukkesnaror fanga,
Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 so synar han deim deira ferd og brot - at dei ovmoda seg -
da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 til refsing opnar øyro deira og byd deim venda um frå syndi.
da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 Um dei då høyrer vil og lyda, so liver dei sitt liv i lukka og sine år i herlegdom;
Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 um ikkje, fær dei styng av spjotet, og i sin dårskap andast dei.
men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 Men vreiden trivst i vonde hjarto; dei bed’kje, um dei bundne vert;
Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 i ungdomstidi skal dei døy, forgangast som utukt-sveinar.
Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 Han frelser arming ved hans naud, opnar hans øyro gjenom trengsla.
Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 Deg og han lokkar ut or trengsla, fritt fær du det og ikkje trongt, ditt bord er fullt av feite retter.
Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 Men fær du straff som syndug mann, i fall hans domsord held deg fast.
Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 Lat ikkje tukti avla vreide, den tunge bot deg leida vilt!
Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 Kann klaga hjelpa deg or naud, kor mykje enn du stræva vil?
Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 Du må’kje lengta etter natti då folk vert rykte frå sin stad!
Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 Gjev agt, so ei til synd du vender, for det du heller vil enn lida.
Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 Sjå, Gud er upphøgd i sitt velde; kven er ein lærar slik som han?
Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Kven hev vel vegen lagt for honom? Kven sagde vel: «Du hev urett gjort?»
Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 Hugs på å prisa høgt hans verk, som menneski hev sunge um!
Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 Kvart menneskje med lyst det ser, mann-ætti ser det langan leid.
hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 Upphøgd, uskynande er Gud, hans liveår kann ingen telja,
Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 for han dreg vatsdroparne, so det vert regn av skodde-eim.
Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 Og ifrå skyerne det fløymer og dryp ned yver mange folk.
hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
29 Kven skynar vel skyhoparne og torebraket frå hans hytta?
Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
30 Han breider ljoset sitt ikring seg og let det hylja havsens røter.
Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 Soleis han dømer folkeslag og skiftar brød i ovmengd ut.
Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 Han sveiper henderne i ljos og sender det mot fienden.
Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 Hans tora meldar um hans koma, ja, feet varslar når han kjem.
Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
