Jobs 34
1 Og Elihu tok til ords og sagde:
Og Elihu tog til Orde og sagde:
2 «Vismenner, høyr på ordi mine! Kunnige folk, lyd no på meg!
Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, laan mig Øre!
3 For ordi prøver ein med øyro, som ein med gomen maten smakar.
Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager paa Mad;
4 So lat oss no det rette velja og saman finna ut det gode!
lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
5 For Job hev sagt: «Eg skuldfri er; min rett hev Gud ifrå meg teke;
Job sagde jo: »Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
6 tråss i min rett, stend eg som ljugar, uskuldig fekk eg ulivssår.»
min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg saaret til Døden!«
7 Finst det vel nokon mann som Job? som gløyper hædings ord som vatn,
Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
8 som held med illgjerdsmenner lag, hev umgang med gudlause folk?
søger Selskab med Udaadsmænd og Omgang med gudløse Folk!
9 For han hev sagt: «Kva gagnar det ein mann å vera ven med Gud?»
Thi han sagde: »Det baader ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!«
10 Difor, de menn med vit, høyr meg! D’er langt frå Gud å vera gudlaus, frå Allvalds-Gud å gjera urett.
Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
11 Han løner mannen for hans gjerd, fer med han etter all hans ferd.
nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
12 Nei, urettferdig er’kje Gud, og Allvald krenkjer ikkje retten.
Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
13 Kven let vel honom styra jordi? Og kven hev grunna jordheims-kringen?
Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
14 Um han på seg åleine tenkte og drog sin ande til seg att,
Drog han sin Aand tilbage og tog sin Aande til sig igen,
15 då gjekk alt livande til grunns, og menneskja vart atter mold.
da udaanded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
16 Um du er klok, so høyr på dette, og lyd på ljoden av mitt ord!
Har du Forstand, saa hør derpaa, laan Øre til mine Ord!
17 Kann ein som hatar retten, styra? Fordømer du den allrettvise?
Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
18 Kann ein til kongen segja: «Niding!» Og til dei megtige: «Du brotsmann?»
Han, som kan sige til Kongen: »Din Usling!« og »Nidding, som du er!« til Stormænd,
19 Til han som ei gjer skil på fyrstar, og ikkje vyrder rik mot fatig. Av di hans hand hev skapt deim alle?
som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
20 Dei andast brått og midt um natti, eit folk avjagast og kverv burt, stormenn forgjengst i hjelpeløysa.
Brat maa de dø, endda midt om Natten; de store slaar han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehaand.
21 Hans augo ser til mannsens ferd, han skodar kvart eit stig han tek;
Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
22 det finst’kje skugge eller myrker der illgjerdsmenn kann løyna seg.
der er intet Mørke og intet Mulm, som Udaadsmænd kan gemme sig i.
23 Han tarv’kje lenge sjå på mannen fyrr han lyt møta Gud til doms.
Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
24 Han utan forhøyr storfolk krasar og andre set i deira stad.
han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
25 Han kjennar heile deira verk og gjev um natti deim til tyning.
Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
26 Han tuktar deim som illgjerdsmenner, ein stad der alle kann det sjå,
for deres Gudløshed slaas de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
27 dei som hev vike burt frå han og ikkje hev hans vegar fylgt -
fordi de veg bort fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
28 so han kann høyra armods klaga og jammerskrik frå undertrykte.
saa de voldte, at ringe raabte til ham, og han maatte høre de armes Skrig.
29 Fær han det stilt, kven vil fordøma? Løyner han seg - kven kann då sjå han? - for folkemugen og for mannen,
Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Aasyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker vaager han dog,
30 so ikkje gudlaus mann skal råda og vera snaror yver folket.
for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
31 For segjer ein vel so til Gud: «Ovmodigt hev eg bore meg; eg vil ikkje lenger vera vond.
Siger da en til Gud: »Fejlet har jeg, men synder ej mer,
32 Vis du meg det eg ikkje ser! hev eg gjort synd, vil eg snu um?»
jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!«
33 Skal han då straffa som du tykkjer? D’er du som er den misnøgde; so lyt du velja, ikkje eg; og du fær segja det du veit.
skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, saa sig da nu, hvad du ved!
34 Dei kloke folk vil segja til meg, og kvar ein vismann som meg høyrer:
Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
35 «Job talar ikkje med forstand hans ord er utan ettertanke.»
»Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
36 Gjev Job må allstødt verta prøvd for sine svar på nidings vis!
Gid Job uden Ophør maa prøves, fordi han svarer som slette Folk!
37 For han legg brotsverk til si synd og ber seg vyrdlaust millom oss, og talar mange ord mot Gud.»
Thi han dynger Synd paa Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!«
