Jobs 34
1 Og Elihu tok til ords og sagde:
Fremdeles svarede Elihu og sagde:
2 «Vismenner, høyr på ordi mine! Kunnige folk, lyd no på meg!
Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;
3 For ordi prøver ein med øyro, som ein med gomen maten smakar.
thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
4 So lat oss no det rette velja og saman finna ut det gode!
Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.
5 For Job hev sagt: «Eg skuldfri er; min rett hev Gud ifrå meg teke;
Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret.
6 tråss i min rett, stend eg som ljugar, uskuldig fekk eg ulivssår.»
Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.
7 Finst det vel nokon mann som Job? som gløyper hædings ord som vatn,
Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand
8 som held med illgjerdsmenner lag, hev umgang med gudlause folk?
og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?
9 For han hev sagt: «Kva gagnar det ein mann å vera ven med Gud?»
Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.
10 Difor, de menn med vit, høyr meg! D’er langt frå Gud å vera gudlaus, frå Allvalds-Gud å gjera urett.
Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.
11 Han løner mannen for hans gjerd, fer med han etter all hans ferd.
Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.
12 Nei, urettferdig er’kje Gud, og Allvald krenkjer ikkje retten.
Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten.
13 Kven let vel honom styra jordi? Og kven hev grunna jordheims-kringen?
Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.
14 Um han på seg åleine tenkte og drog sin ande til seg att,
Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:
15 då gjekk alt livande til grunns, og menneskja vart atter mold.
Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.
16 Um du er klok, so høyr på dette, og lyd på ljoden av mitt ord!
Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!
17 Kann ein som hatar retten, styra? Fordømer du den allrettvise?
Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig?
18 Kann ein til kongen segja: «Niding!» Og til dei megtige: «Du brotsmann?»
Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!
19 Til han som ei gjer skil på fyrstar, og ikkje vyrder rik mot fatig. Av di hans hand hev skapt deim alle?
Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.
20 Dei andast brått og midt um natti, eit folk avjagast og kverv burt, stormenn forgjengst i hjelpeløysa.
De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.
21 Hans augo ser til mannsens ferd, han skodar kvart eit stig han tek;
Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.
22 det finst’kje skugge eller myrker der illgjerdsmenn kann løyna seg.
Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.
23 Han tarv’kje lenge sjå på mannen fyrr han lyt møta Gud til doms.
Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.
24 Han utan forhøyr storfolk krasar og andre set i deira stad.
Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted.
25 Han kjennar heile deira verk og gjev um natti deim til tyning.
Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;
26 Han tuktar deim som illgjerdsmenner, ein stad der alle kann det sjå,
han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.
27 dei som hev vike burt frå han og ikkje hev hans vegar fylgt -
Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,
28 so han kann høyra armods klaga og jammerskrik frå undertrykte.
for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.
29 Fær han det stilt, kven vil fordøma? Løyner han seg - kven kann då sjå han? - for folkemugen og for mannen,
Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske:
30 so ikkje gudlaus mann skal råda og vera snaror yver folket.
Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket.
31 For segjer ein vel so til Gud: «Ovmodigt hev eg bore meg; eg vil ikkje lenger vera vond.
Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?
32 Vis du meg det eg ikkje ser! hev eg gjort synd, vil eg snu um?»
Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.
33 Skal han då straffa som du tykkjer? D’er du som er den misnøgde; so lyt du velja, ikkje eg; og du fær segja det du veit.
Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!
34 Dei kloke folk vil segja til meg, og kvar ein vismann som meg høyrer:
Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:
35 «Job talar ikkje med forstand hans ord er utan ettertanke.»
„Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟.
36 Gjev Job må allstødt verta prøvd for sine svar på nidings vis!
O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!
37 For han legg brotsverk til si synd og ber seg vyrdlaust millom oss, og talar mange ord mot Gud.»
thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne og gør mange Ord imod Gud.
