Jobs 32
1 Dei tri mennerne svara ikkje Job meir, av di han heldt seg sjølv for rettferdig.
Tada prestaše ona tri èovjeka odgovarati Jovu, jer se èinjaše da je pravedan.
2 Men då loga harmen upp hjå Elihu, son åt Barak’el, buziten, av Rams-ætti. Han vart harm på Job, av di han heldt seg sjølv rettferdigare enn Gud.
A Elijuj sin Varahilov od Vuza, roda Ramova, razgnjevi se na Jova što se sam graðaše pravedniji od Boga;
3 Han harmast og på dei tri venerne, av di dei ikkje kunde finna noko svar, og endå dømde Job skuldig.
I na tri prijatelja njegova razgnjevi se što ne naðoše odgovora i opet osuðivahu Jova.
4 For Elihu hadde venta med å tala til Job, av di dei andre var eldre enn han;
Jer Elijuj èekaše dokle oni govorahu s Jovom, jer bijahu stariji od njega.
5 men då Elihu såg at dei tri mennerne ikkje hadde noko å svara, vart han brennande harm.
Pa kad vidje Elijuj da nema odgovora u ustima ona tri èovjeka, raspali se gnjev njegov.
6 Og Elihu, son åt Barak’el, buziten, tok til ords og sagde: «Ung er eg etter år å rekna; de derimot er gamle menn. Difor eg blygdest og var rædd å segja til dykk det eg veit.
I progovori Elijuj sin Varahilov od Vuza, i reèe: ja sam najmlaði, a vi ste starci, zato se bojah i ne smijah vam kazati što mislim.
7 Eg tenkte: «Åri tala lyt og alderen forkynna visdom.»
Mišljah: neka govori starost, i mnoge godine neka objave mudrost.
8 Nei, ånd lyt til hjå menneski; og Allvalds ande gjev deim vit.
Ali je duh u ljudima, i duh svemoguæega urazumljuje ih.
9 Dei gamle er’kje alltid vise, kvithærde veit’kje stødt det rette.
Veliki nijesu svagda mudri, i starci ne znaju svagda šta je pravo.
10 Difor eg segjer: Høyr på meg; eg vil og segja det eg veit.
Zato velim: poslušaj me da kažem i ja kako mislim.
11 Eg venta hev på dykkar ord og lydde vel på dykkar lærdom, alt med de leita etter ord.
Eto, èekao sam da vi izgovorite, slušao sam razloge vaše dokle izviðaste besjedu.
12 Og eg gav nøgje agt på dykk, men ingen sagde Job imot, ingen av dykk gav honom svar.
Pazio sam, ali gle, nijedan od vas ne sapre Jova, ne odgovori na njegove rijeèi.
13 Seg ikkje: «Visdom der me fann; Gud slå han ned, folk kann det ikkje.»
Može biti da æete reæi: naðosmo mudrost, Bog æe ga oboriti, ne èovjek.
14 Han hev’kje tala imot meg, og ei med dykkar ord eg svarar.
Nije na me upravio besjede, ni ja mu neæu odgovarati vašim rijeèima.
15 Dei er forstøkte, svarar ikkje, dei vantar ord å føra fram.
Smeli su se, ne odgovaraju više, nestalo im je rijeèi.
16 Treng eg vel venta når dei tegjer og stend der reint forutan svar?
Èekao sam, ali ne govore, stadoše, i više ne odgovaraju.
17 Eg vil og svara, eg for meg, eg vil og segja det eg veit.
Odgovoriæu i ja za se, kazaæu i ja kako mislim.
18 For eg er full av ord til svars; i bringa sprengjer åndi på.
Jer sam pun rijeèi, tijesno je duhu u meni.
19 Mitt indre er som innstengd vin, lik nye vinhit vil det sprengjast.
Gle, trbuh je moj kao vino bez oduške, i raspukao bi se kao nov mijeh.
20 Eg tala vil so eg fær luft, vil opna lipporne og svara.
Govoriæu da odahnem, otvoriæu usne svoje, i odgovoriæu.
21 Eg ikkje tek parti for nokon og smeikjer ei for nokor mann;
Neæu gledati ko je ko, i èovjeku æu govoriti bez laskanja.
22 å smeikja kann eg ikkje med; min skapar elles burt meg reiv.
Jer ne umijem laskati; odmah bi me uzeo tvorac moj.
