Jobs 32
1 Dei tri mennerne svara ikkje Job meir, av di han heldt seg sjølv for rettferdig.
Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
2 Men då loga harmen upp hjå Elihu, son åt Barak’el, buziten, av Rams-ætti. Han vart harm på Job, av di han heldt seg sjølv rettferdigare enn Gud.
Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
3 Han harmast og på dei tri venerne, av di dei ikkje kunde finna noko svar, og endå dømde Job skuldig.
Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
4 For Elihu hadde venta med å tala til Job, av di dei andre var eldre enn han;
Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
5 men då Elihu såg at dei tri mennerne ikkje hadde noko å svara, vart han brennande harm.
Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
6 Og Elihu, son åt Barak’el, buziten, tok til ords og sagde: «Ung er eg etter år å rekna; de derimot er gamle menn. Difor eg blygdest og var rædd å segja til dykk det eg veit.
Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
7 Eg tenkte: «Åri tala lyt og alderen forkynna visdom.»
Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
8 Nei, ånd lyt til hjå menneski; og Allvalds ande gjev deim vit.
Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
9 Dei gamle er’kje alltid vise, kvithærde veit’kje stødt det rette.
De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
10 Difor eg segjer: Høyr på meg; eg vil og segja det eg veit.
Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
11 Eg venta hev på dykkar ord og lydde vel på dykkar lærdom, alt med de leita etter ord.
Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
12 Og eg gav nøgje agt på dykk, men ingen sagde Job imot, ingen av dykk gav honom svar.
Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
13 Seg ikkje: «Visdom der me fann; Gud slå han ned, folk kann det ikkje.»
at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
14 Han hev’kje tala imot meg, og ei med dykkar ord eg svarar.
Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
15 Dei er forstøkte, svarar ikkje, dei vantar ord å føra fram.
De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
16 Treng eg vel venta når dei tegjer og stend der reint forutan svar?
Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
17 Eg vil og svara, eg for meg, eg vil og segja det eg veit.
Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
18 For eg er full av ord til svars; i bringa sprengjer åndi på.
Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
19 Mitt indre er som innstengd vin, lik nye vinhit vil det sprengjast.
Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
20 Eg tala vil so eg fær luft, vil opna lipporne og svara.
Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
21 Eg ikkje tek parti for nokon og smeikjer ei for nokor mann;
Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
22 å smeikja kann eg ikkje med; min skapar elles burt meg reiv.
thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
